Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2022/12/28 til 2023/01/10.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Bilist flygtede efter påkørsel af fodgænger – Næstvedvej / Køgevej, Ringsted
Kl. 13.38 fik politiet en anmeldelse fra en handlekraftig borger, der havde fulgt efter en bilist, men mistet kontakten til denne på Kaserne Parkvej, efter at bilisten kort forinden havde påkørt en fodgænger i krydset Næstvedvej – Køgevej.
Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en 85-årig mand fra Ringsted, som i den tilkaldte ambulance blev kørt på skadestuen til behandling for mindre alvorlig personskade som følge af påkørslen.
Ud fra diverse vidneforklaringer fik politiet klarlagt, at flugtbilisten var kørt ad Næstvedvej mod nord og standset for rødt lys i krydset ved Køgevej-Møllegade-Sankt Hansgade. Da lyssignalet skiftede til grønt, foretog bilisten svingning til højre, men påkørte herunder i fodgængerfeltet den 85-årige, der i fodgængerfeltet passerede Køgevej i sydlig retning.
Efterfølgende bakkede føreren af bilen lidt, inden bilisten accelererede voldsomt og flygtede ad Køgevej mod øst og videre ad Dagmarsgade mod nord.
Et vidne i bil fulgte efter flugtbilisten fra uheldsstedet frem til Kaserne Parkvej, hvor vidnet mistede kontakten til bilisten.
Politiet har nu optaget rapport om færdselsuheldet i et forsøg på at få identificeret flugtbilisten, der kørte i en grå/blå stationcar af mærket Skoda. Oplysninger i sagen gives til politiet på tlf. 114.
Falsk vandværkspersonale bag tyveri og tyveriforsøg – Ringsted / Roskilde
En kvindelig og formentlig falsk vandværksmedarbejder kan måske mistænkes for at stå bag et tricktyveri i Ringsted og et forsøg herpå i Roskilde inden for kort tid torsdag eftermiddag.
Kl. 14.52 kontaktede en 87-årig mand fra Ringsted, at en fremmed kvinde havde ringet på dørtelefonen ved hans lejlighed i Benløseparken, Benløse, Ringsted. Kvinden havde fået ham overbevist om, at hun skulle kontrollere vandtrykket i hans lejlighed, så hun var blevet lukket ind. Måske blev endnu en ukendt person lukket ind, uden at den 87-årige opdagede det.
Den 87-årig blev forvirret af kvindens snak og gik med hende ud på badeværelset, hvorefter døren blev lukket. Under opholdet i badeværelset begyndte kvinden at rode med vandhanen, mens hun fortsat talte konstant.
Efter ca. 15 minutter forlod kvinden lejligheden kl. ca. 14.50, hvorefter den 87-årige kunne konstatere, at formentlig den medsammensvorne havde rodet rundt forskellige steder i lejligheden og i den forbindelse stjålet nogle smykker.
Senere torsdag eftermiddag kl. 16.44 anmeldte pårørende til en 63-årig kvinde fra Roskilde, at en fremmed kvinde under påskud af at skulle kontrollere vandtrykket i hendes lejlighed i Neergårdsparken.
Den fremmede kvinde var blevet lukket ind kl. ca. 16.00 og havde haft et kort ophold i boligen, inden hun forlod stedet. Kvinden eller en medsammensvoren havde rodet forskellige steder i lejligheden, men der var tilsyneladende ikke blevet stjålet noget.
Den 63-årige havde efterfølgende undret sig over, at boligselskabet ikke havde varslet kontrol af vandforsyningen inden kvindens ankomst, hvorfor hun var overbevist om, at der reelt var tale om en tricktyv.
Politiet har undersøgt begge adresser for eventuelle spor efter den mistænkelige og kvindelige tricktyv, der måske kunne være i ledtog med endnu en person, i sager, der kategoriseres som indbrudskriminalitet trods den måde, som kvinden har fået adgang til bopælene.
De to forurettede har samlet givet følgende signalement af den mistænkte: Kvinde, Sydeuropæisk af udseende, 20-25 år, 150-165 cm høj, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hår: mørkt, Talte: Dansk med accent, Iført: mørk tøj.
Politiet opfordrer borgerne til at være skeptiske over for uventede henvendelser fra ukendte personer, der under forskellige påskud måtte forsøge at få adgang. Brug f.eks. en sikkerhedskæde ved dørlåsen i forbindelse med den indledende samtale med personen, indtil formålet med henvendelsen er afklaret.
Fem anmeldelser om tyveri fra biler – Sct. Bendtsgade / Klosterparks Alle / Ole Hansens Vej, Ringsted
Mandag morgen modtog politiet en anmeldelse om tyveri fra en personbil, der havde holdt på parkeringspladsen ved Sct. Bendts Kirke. På et ukendt tidspunkt fra lørdag morgen frem til mandag morgen havde tyven(e) knust en rude og stjålet en servicebog samt muligvis bilens registreringsattest fra bilen.
Politiet rykkede ud for at undersøge bilen for eventuelle spor fra tyven(e), som dog havde efterladt servicebog mv. ikke langt derfra, så bilejeren kunne få disse effekter retur.
På parkeringspladsen havde endnu to personbiler været udsat for rudeknusning, hvorfor politiet underrettede de pågældende bilejere. De var dog ikke klar over, hvorvidt der var blevet stjålet fra deres biler, som begge havde stået på parkeringspladsen siden søndag eftermiddag.
Også en personbil henstillet på en parkeringsplads på Ole Hansens Vej havde ifølge en anmeldelse fra brugeren af bilen fået knust en rude i løbet af natten mellem søndag og mandag. Forskellige genstande fra bilen var smidt udenfor, men tilsyneladende var intet stjålet fra den.
Politiet formoder, at rudeknusningen i de fire biler kan være sket i tidsrummet fra søndag eftermiddag til mandag morgen, hvorfor politiet gerne vil i kontakt med personer, der har bemærket noget usædvanligt i området i det tidsrum. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i disse sager.
Mandag eftermiddag kl. 14.13 anmeldte en 75-årig kvinde fra Karrebæksminde, at hun kl. ca. 14.00 havde fået stjålet sin pung med kontanter og diverse kort samt en mobiltelefon fra sin bils bagagerum, mens bilen havde været parkeret på Klosterparks Alle ved indkøbscentret Ringstedet.
Hun havde netop lagt de indkøbte varer, pungen og mobiltelefonen i bagagerummet på sin bil, hvori der sad en bekendt afventende, mens den 75-årige satte indkøbsvognen retur. Det benyttede en mandlig tyv til at stjæle pungen og mobiltelefonen, uden at den bekendte havde mulighed for at gribe ind.
Den 75-årige blev først bekendt med tyveriet, da hun kom tilbage til bilen, men mobiltelefonen er efterfølgende blevet sporet og fundet, så den har den 75-årige som rette ejer fået retur.
Politiet har også optaget rapport om dette frække tyveri og forsøger at få et yderligere signalement på tyven f.eks. via eventuel overvågning i området. Personer, der måtte have bemærket noget usædvanligt på parkeringspladsen ved Ringstedet, kan give oplysninger herom til politiet på tlf. 114.
Færdselsuheld – Jernbanevej, Ringsted
Kl. 14.56 var en cyklist og en bilist stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Jernbanevej – Sjællandsgade i Ringsted, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at der var en skade i frontruden på bilistens bil, og at en kvindelig cyklist i ambulancen blev bragt til en skadestue til kontrol for eventuelle skader som følge af sammenstødet.
En 32-årig kvinde fra Ringsted var som fører af en personbil kørt fra parkeringspladsen foran Ringsted togstation ud i krydset, hvor hun stødte sammen med cyklisten, der kørte ad Jernbanevej mod øst.
Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder, herunder lyssignalernes farve i de to parters færdselsretninger på uheldstidspunktet.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 21.44 var der sket et færdselsuheld på Vestmotorvejen i det østgående spor ved Ringsted, så politiet og efterfølgende redningsmandskab måtte rykke ud.
Det viste sig, at en 33-årig mand fra Thisted kørte i en varebil med tilladt hastighed i vognbanen længst til højre og nærmede sig en forankørende varebil med tilkoblet trailer. Da den forankørende kørte med lavere hastighed, ville den 33-årige foretage en overhaling, men fortrød, da andre trafikanter kom kørende i overhalingssporet.
Den 33-årige var formentlig ikke opmærksom nok, mens han ventede på muligheden for at overhale, idet han stødte ind i traileren på den forankørende varebil, som en 34-årig mand fra Borup var fører af.
Ved sammenstødet blev murbrokker mv. spredt ud på kørebanen, og den ene varebil endte i midterrabatten, mens den anden standsede i nødsporet. Traileren blev frakoblet sin varebil som følge af påkørslen og endte ude på marken.
Begge vognbaner i østlig måtte kortvarigt spærres i forbindelse med oprydningsarbejdet, og politiet har optaget rapport om uheldet for at få belyst omstændighederne nærmere.
Kl. ca. 23.00 var motorvejen atter farbar i begge spor i østlig retning, og ingen af parterne kom til skade ved uheldet.
Hurtig bilist – Holbækvej, Benløse, Ringsted
Kl. 20.43 målte færdselspolitiet med en laserhastighedsmåler en personbil til at køre med mindst 91 km/t ad Holbækvej på en strækning, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t, da strækningen er beliggende i tættere bebygget område.
En 37-årig mand fra Holbæk blev efterfølgende sigtet for hastighedsovertrædelsen, der vil udløse en bøde, et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden og en påstand om en betinget frakendelse af kørekortet.
Hurtig bilist begik flere overtrædelser – Køgevej, Ringsted
Kl. 20.04 var færdselspolitiet igen på Køgevej i Ringsted for at foretage en hastighedskontrol blandt bilister, der kører ad Køgevej på den strækning, der er beliggende i tættere bebygget område og derfor med højst tilladt på 50 km/t.
En varebil blev i en laserhastighedsmåling målt til at køre mindst 75 km/t i vestlig retning, hvorfor varebilen efterfølgende blev standset.
Føreren var en 26-årig mand fra Ringsted, som ikke kunne fremvise noget kørekort, idet han ikke havde fået generhvervet kørekortet efter udløbet af en tidligere frakendelse. Politiet kunne også konstatere, at føreren ikke anvendte sikkerhedssele under kørslen, så det blev til tre sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.
Bilejeren kan nu også forvente en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven ved at have overladt føringen af varebilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører på grund af den manglende førerret.
Leasingbil beslaglagt fra bilist uden kørekort – Harhoffs Alle, Ringsted
Kl. 16.10 stoppede en patrulje rutinemæssigt en 30-årig kvindelig bilist fra Næstved, der kørte ad Harhoffs Alle i Ringsted. Betjentene måtte i den grad have kuglepennen op af lommen, for det viste sig, at kvinden kørte selvom hun var idømt et kørselsforbud og en narkometertest viste, at hun var påvirket af hash, metadon og methamfetamin.
Kvinden blev anholdt og sigtet for narkokørsel uden førerret. Det var 3. gang hun blev taget for at køre uden gyldigt kørekort inden for 3 år. Så betingelserne for konfiskation af køretøjet var opfyldt. Bilen var leaset, men kvinden var fast bruger af bilen, så hun måtte se sin VW Up køre væk på et fejeblad. Hun blev herefter taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter hun blev løsladt. Den 30-årige modsatte sig ikke beslaglæggelsen af bilen, men det er op til retten af tage stilling til, om den kan endeligt konfiskeres. Det vil ske senere i forbindelse med afgørelsen af straffesagen, men først afventer politiet resultatet af blodprøven, hvorefter kvinden vil få sine sager afgjort samtidig.
Loftslamper stjålet ved indbrud i vikarvirksomhed – Sct. Bendtsgade, Ringsted
Kl. 03.37 underrettede et alarmfirma politiet om, at et indbrud var i gang i en vikarvirksomheds lokaler i Sct. Bendtsgade. På overvågningen sås en maskeret mand.
Politiet kørte til stedet med flere patruljer, men indbrudstyven var forsvundet fra gerningsstedet. Hoveddøren til virksomheden var blevet opbrudt, og der var også knust en rude, inden indbrudstyven fik adgang til virksomhedens lokaler, hvorfra fire loftslamper var blevet hevet ned fra ophænget.
Politiet undersøgte stedet for eventuelle spor efter indbrudstyven, der ifølge overvågningen kunne beskrives som en mand, 160-180 cm høj, almindelig af bygning, iført grå hue, sort trøje, grå vest, grå løse bukser, kondisko og medbringende en rygsæk. Indbrudstyven var tillige maskeret.
Indbrudstyven blev ikke fundet i området, og politiet vil derfor gerne i kontakt med personer, der måtte have set eller hørt noget mistænkeligt i Sct. Bendtsgade i nat kl. ca. 03.30. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Mistænkelig mænd var ude i legalt forhold – Østre Parkvej, Ringsted
Kl. 13.05 undersøgte politiet en anmeldelse om to mænd, der henvendte sig på forskellige adresser på Østre Parkvej for at lave en form for indsamling.
Politiet fik i området kontakt til tre 20-årige mænd fra Sjælland, som henvendte sig for at sælge abonnementer på et tidsskrift. Kontrolopkald blev foretaget til et firma, der havde iværksat den omhandlede aktivitet i området, så politiet vurderede afslutningvist, at der ikke forelå noget hverken mistænkeligt eller ulovligt i forhold til dørsalgslovgivningen.
Spritbilist endte i grøften – Holbækvej, Benløse, Ringsted
Kl. 21.42 rykkede politiet ud til Holbækvej ved Fluebæksvej, efter at en lokal borger havde set en bil holde i grøften og med en mand bag rattet.
Politiet fik på stedet kontakt til en spirituspåvirket, 40-årig mand fra Ringsted, som mistænkes for at have ført bilen ad Holbækvej forinden.
Den 40-årige deltog i en alkometertest, der både gav politiet grundlag for at sigte ham for spirituskørsel og for at inddrage hans førerret, fordi politiet ud fra resultatet af den vejledende alkometertest har en formodning om, at alkoholkoncentrationen i blodet vil være så høj, at han kan blive frakendt kørekortet.
Den 40-årige var i øvrigt uskadt, men blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Spritbilist involveret i tre påkørsler – Vestmotorvejen / Østre Ringvej, Ringsted
Kl. 17.15 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist var forulykket i rundkørslen Østre Ringvej – Kærup Parkvej.
Ved ankomsten til rundkørslen holdt en beskadiget personbil på et helleanlæg ved en af vejene ind i rundkørslen, efter at et skilt var blevet påkørt.
Føreren af bilen var en uskadt, 43-årig mand fra Roskilde, som var så kraftigt påvirket af alkohol, at han straks blev sigtet for spirituskørsel.
Politiet fik klarlagt, at han inden uheldet på Østre Ringvej var kørt ad Vestmotorvejen mod øst og kørt fra motorvejen ad afkørslen til Østre Ringvej (afkørsel 35 Ringsted Ø).
Ved afkørslen havde han påkørt både en lastbil og en anden personbil, men efterfølgende fortsat sin kørsel ad Østre Ringvej mod nord til rundkørslen ved Kærup Parkvej, indtil han forulykkede og ikke kunne køre videre.
Den 43-årige spritbilist blev kortvarigt anholdt og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Et bugseringskøretøj sørgede for at fjerne den forulykkede bil fra uheldsstedet i rundkørslen.
Politiet vil kontakte den 43-årige, når resultatet fra analyseerklæringen kendes.
Udbrændt bil fundet efterladt – Skjoldenæsvej, Skjoldenæsholm, Jystrup Midtsj. – Ringsted
Kl. 13.07 fik politiet en anmeldelse om en udbrændt bil, der holdt på en offentlig parkeringsplads på Skjoldenæsvej i skoven tæt på Gyldenløves Høj.
Politiet kiggede nærmere på den udbrændte bil, der formentlig havde stået på stedet i nogle dage. Der var tale om en mindre personbil af mærket VW, hvis motor og hjul var fjernet inden en brand i bilen.
Et bugseringskøretøj blev bestilt til at fjerne bilen, så den kunne blive undersøgt i et forsøg på finde frem til ejeren af personbilen.
Politiet vil dog gerne i kontakt med personer, der måtte have bemærket noget særligt i forbindelse med bilen og en eventuel brand i den på parkeringspladsen på et ukendt tidspunkt forud for anmeldelsen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Indbrud i Perioden
Benløseparken, Benløse, Ringsted
Sct. Bendtsgade, Ringsted