Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 13-22. juni 2016.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-ringsted.dk
Tricktyveri
Kl. 1946 blev anmeldt om et tricktyveri, der skete kl. 1500 tirsdag på Amtstue Alle, hvor en ung kvinde ringede på døren til en 99-årig kvindes lejlighed. Den ældre kvinde fik stukket nogle papirer i hånden af den unge kvinde, og det lykkedes at stjæle kontanter fra den ældre kvinde i et ubemærket øjeblik.
Det gode råd er, at man under ingen omstændigheder lukker nogen ind, der skal have papirer underskrevet, aflæse varme, el eller andre ting, hvis der ikke på forhånd er nogen aftale om, at nogen skal komme i ovennævnte anledning.
Cyklist på motorvejen – Vestmotorvejen, Ringsted/Bjæverskov
Kl. 0006 rykkede politiet første ud til en cyklist, der kørte ad Vestmotorvejen i østlig retning. Politiet fik kontakt med en 49-årig mand fra Rumænien, som blev forklaret, at det ikke var tilladt at cykle – selv i nødsporet – på motorveje i Danmark.
Kl. 0049 kom endnu en anmeldelse om en cyklende mand på motorvejen i østlig retning. På rastepladsen Kongsted fik politiet nu igen kontakt med den 49-årige, der igen blev forklaret, at han hverken måtte gå eller cykle videre på motorvejen, men henvist til den nærliggende Kongstedvej.
Kl. 0113 kom så den tredje anmeldelse om den cyklende mand, som politiet nu frihedsberøvede af sikkerhedsmæssige årsager, så der ikke kunne ske ham noget alvorligt under hans videre færd ad motorvejen. Manden og hans cykel blev bragt til Køge, hvorfra politiet løslod ham tidligt i morges, så han kunne cykle videre uden for motorvejene i Danmark. Det vides ikke, hvor manden reelt var på vej hen.
Butikstyveri – Nørretorv
Kl. 1422 anholdt politiet en 30-årig mand fra Litauen for butikstyveri, idet han kort forinden havde stjålet fem pakker barberblade til en samlet værdi af ca. 1200 kr. Han havde gemt dem i en særlig pose, således at de elektroniske varealarmer ikke blev udløst. En butikskontrollant havde dog set mandens adfærd i butikken og tilbageholdt ham indtil politiets ankomst. Den anholdte blev sigtet for butikstyveri af barberbladene og fik ved et retsmøde søndag en straksdom på 30 dages fængsel samt indrejseforbud i Danmark de næste seks år.
Brandundersøgelse – Valsømaglevej, Valsømagle
Kl. 2330 fik politiet via alarm 112 melding om ildebrand i en firelænget ejendom. Ved brandvæsnet og politiets ankomst var der ildløs i to af længerne, og ilden bredte sig delvist til en tredje længe med beboelse. Alle personer var kommet ud i sikkerhed, og trods brandvæsnets indsats lykkedes det ikke at redde to af længerne, som udbrændte. Samlet set skete der omfattende skade på ejendommen, og politiet skal nu undersøge årsagen til branden, der opstod i et værksted, nærmere.
Indbrud i perioden
Odinsvej
Nordbjergvej, Ørslev U. Skoven
Tværalle
Huginsvej
Fluebæksvej, Benløse
Signalet
Slimmingevej
Snekkerupvej, Vigersted, Borup