Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted i tidsrummet 100515-190515.
Færdselsuheld – Klosterparks Alle, Ringsted
190515 – Kl. 1817 kørte ambulancepersonale og politiet til et færdselsuheld i en rundkørsel. En 43-årig kvinde fra Ringsted havde i forbindelse med svingning ud af rundkørslen med sin personbil overset en cyklist, der skulle fortsætte rundt i rundkørslen. En 14-årig pige fra Ringsted blev derfor kørt ned på sin cykel, og hun blev efterfølgende i ambulancen kørt til kontrol på skadestuen, men var sluppet fra uheldet med diverse småskrammer. Politiet har optaget rapport om uheldet, og den 43-årige bilist kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Brand – Ringsted
180515 – Kl. 1520 blev anmeldt om brand på Rønnedevej, hvor der kom røg op fra en industribygning. Det viste sig, at der ikke var brand men udelukkende røg fra en røgkanon, der var gået i gang.
Færdselsuheld – Møllegade – Ringsted
150515 – Kl. 1628 fik blev politi og redningsmandskab sendt til et færdselsuheld på stedet.
En bil ført af en 67-årig kvinde fra Ringsted var standset op på Møllegade og afventede at få lov til at svinge ind på en parkeringsplads. En anden bil ført af en 19-årig mand fra Fakse standsede op bag den 67-årige. Bag den 19-årige kom en 33-årig mand fra Fakse kørende, men han overså, at de to biler foran var standset op og kørte derfor direkte op bag i den 19-åriges bil, der blev skubbet op i den 67-åriges bil og dermed svært skadet. Både den 19-årige og en 19-årig passager i hans bil (fra Haslev) blev teknisk fastklemt og måtte klippes ud af bilen af brandvæsnet. De to 19-årige blev kørt på sygehuset til et tjek, men slap fra uheldet uden alvorlige skader.
Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – Drisdalsvej, Allindelille, Ringsted
120515 – Kl. 2247 anholdt og sigtede politiet en 71-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Mistænkeligt forhold – Dr. Margrethesvej, Ringsted
110515 – Kl. 0711 anmeldte en lokal beboer, at nogle gik og fotograferede husene på vejen. Politiet kørte til området og traf ved Outlet-centret en lokal mand, der sammen med en kammerat var på vej hjem fra byen. De havde undervejs moret sig med at tage selfies på den rute, de var gået. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere i sagen.
Tricktyveri – Ringsted
100515 – Kl. 1327 hævede en 65-årig kvinde i en pengeautomat på Sct. Knudsgade. Kvinden gik dernæst ind i en forretning, hvor det lykkedes to mænd at stjæle en pung fra hendes rygsæk. Det opdagede kvinden, der straks råbte op. De to gerningsmænd stak af og smed pungen undervejs. Den ene blev hurtigt tilbageholdt, og det samme skete kort tid efter for den anden, der blev anholdt af en politipatrulje. De anholdte er en 29-årig kvinde og en 28-årig mand begge fra Rumænien.
De var ikke tidligere kendt i det danske kriminalregister, og de slap begge med en bøde.
Uro – Ringsted
100515 – Kl. 0145 anholdt politiet en 17-årig dreng, der optrådte provokerende over for politiet på Søndre Parkvej. Han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Løsladt senere på natten.
Tweets by @MVSJPoliti