Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet Jul 27, 2016 til Aug 03, 2016.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-ringsted.dk
Vildfarne turister??? – Hyldegårdsvej, Ringsted
Kl. 1433 henvendte en 43-årig kvinde fra Ringsted sig til politiet, idet hun kort forinden var blevet standset i sin bil af nogle udlændinge, som spurgte om vej til hospitalet. De fremviste dog et kort over København og talte i øvrigt dårligt dansk. Det undrede anmelderen, at de medbragte et kort over København, når de spurgte om vej til et hospital – i Ringsted. Hun beskrev turisterne som: A: mand, østeuropæisk af udseende, 35-45 år. Han fulgtes med en anden mand, som ikke kan beskrives. Anmelderen havde ikke fået stjålet noget, og de to mænd forsvandt i ukendt retning.
Politiet skal advare mod sådanne henvendelser fra udenlandske personer, der under fremvisning af f.eks. et kort spørger om vej. Det er ofte en afledningsmanøvre for at kunne stjæle dankort eller punge med indhold fra personer, som udlændingene kortvarigt er fulgt efter – måske efter at de har afluret PIN-koden på et betalingskort. Vær særdeles skeptisk, og pas på ejendelene. Kontakt gerne politiet på tlf. 114 hurtigst muligt efterfølgende med oplysninger om personerne og et eventuelt køretøj, de kører i.
Spirituskørsel – Ringstedvej, Roskilde
Kl. 1457 anholdt og sigtede politiet en 43-årig mand fra Kgs. Lyngby for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet inddrog straks mandens førerret, da politiet efter en alkometertest forventer, at alkoholpromillen i hans blod vil være så høj, at han bliver frakendt førerretten, når sagen skal afgøres.
Færdselsuheld – Vollerslevvej, Ringsted – Køge
Kl. 1838 rykkede redningspersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en bil var kørt ind i et vejtræ. Det viste sig, at en 18-årig kvinde fra Sindal under kørsel ad Vollerslevvej mod nordøst i en venstrekurve mistede herredømmet over bilen på grund af vådt føre. Bilen skred ud i rabatten, hvor den ramte et vejtræ, således at en 16-årig, mandlig passager formentlig pådrog sig et benbrud som følge af uheldet. Han blev i ambulancen kørt til skadestuen til undersøgelse og behandling, medens føreren af bilen slap uskadt. Ingen andre trafikanter var involveret i ulykken.
Vold – Torvet, Ringsted
Kl. 1328 anmeldte en 33-årig mand fra Ringsted, at han var blevet overfaldet på Torvet af flere voldsmænd, som efterfølgende var flygtet fra stedet – bl.a. i et par biler. Den 33-årige havde forinden været på et nærliggende værtshus, hvor han var blevet uvenner med en bekendt. De var så gået hver sin vej væk fra stedet, men på Torvet blev den 33-årige opsøgt af en gruppe, hvoraf han genkendte et par af den bekendtes venner. Pludselig blev han overfaldet med diverse slag i hovedet, hvorefter de stak af i nogle biler, som offeret pga. sin tilstand ikke var i stand til at hæfte sig nærmere ved.Offeret blev bragt til skadestuen til behandling, medens politiet forsøgte at lede efter gerningsmændene i byen.
Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket overfaldet på Torvet, eller som har bemærket sig de biler, som overfaldsmændene flygtede i. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Indbrud i perioden Giesegårdsvej, Nordrup, Ringsted Bispegården, Ringsted Smålodsvej, Benløse, Ringsted Holger Drachmannsvej, Benløse, Ringsted Køgevej, Fjellebro, Ringsted Gyvelvej, Ringsted Ludvig Holbergsvej, Benløse, Ringsted Østre Parkvej, Ringsted