Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet Jan 23, 2017 til Feb 01, 2017.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-ringsted.dk
Spirituskørsel / tyveri mv. – Ringsted
Kl. 1940 bemærkede færdselspolitiet, at en bilist under kørsel ad Østre Ringvej mod syd kørte frem mod rødt lys i lyskrydset ved afkørslen fra Vestmotorvejen (Ringsted Ø-afkørslen). Bilen blev standset ved Kaserne Parkvej, og en 36-årig, lettere spirituspåvirket mand fra Nakskov sad bag rattet i bilen, hvor der også var passagerer. Da politiet anholdt føreren som sigtet for spirituskørsel, gik de øvrige personer fra stedet med politiets tilladelse. Den anholdte kunne heller ikke fremvise noget kørekort, men oplyste at have været til en køreprøve dagen før for at generhverve førerretten efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet. Dette undersøger politiet nu nærmere, om han skal sigtes for ikke at medbringe sit kørekort eller skal sigtes for kørsel uden førerret. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol løslod politiet den 36-årige og ville efterføl gende flytte bilen, han var kørt i, fordi den henstod til fare for færdslen. I forbindelse hermed lidt senere opdagede politiet, at der i bilens bagagerum lå ikke mindre end 35 culottestege samt et TV, ligesom tre pakker frosne hummere blev fundet i kabinen. Politiet fandt senere føreren, der igen blev anholdt som mistænkt for tyveri af kødet til en værdi af ca. 7000 kr., samt en af passagererne – en 37-årig kvinde fra Nakskov. Ingen af de to kunne komme med en forklaring på, hvordan varerne var havnet i kvindens bil. De to er fortsat anholdt og dermed i politiets varetægt, medens politiet undersøger, om kødet ifølge mærkater på varerne måske stammer fra (butiks)tyveri i Roskilde-området. Når efterforskningen er afsluttet, vil politiets jurister formentlig fremstille de to anholdte i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med henblik på varetægtsfængsling som mistænkte i denne sag samt øvrige verserende sager om berigelseskriminalitet i andre politikredse.
Butikstyveri – Ringsted.
Kl. 1913 blev en 32-årig serbisk kvinde tilbageholdt i Netto, Fuglebakken, hvor hun stjal diverse varer for 737 kr. Det betød, at hun fik en bøde på 1500 kr. Hun havde ingen midler at betale med, og hun sidder fortsat anholdt, idet sagen forelægges udlændingestyrelsen m.h.p. udvisning af landet.
Bilbrand – Sorøvej, Ringsted
Kl. 2248 rykkede brandvæsnet og politiet ud til brand i en bil, der holdt på en p-plads på vejen. Bilen var brændt til ukendelighed. Politiet anser branden i bilen for at være påsat, da der ikke var nogen naturlig forklaring på brandens opståen. En mindre eksplosion var måske opstået ved branden, idet bilens frontrude lå ca. 10 meter væk fra bilen. Ingen personer blev truffet i området, og politiet forsøger nu at få bilen identificeret, så ejeren kan underrettes.
Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt omkring bilen og på p-pladsen forud for anmeldelsestidspunktet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Bedrageri – Ringsted.
Politiet fik kl. 1131 en anmeldelse fra et autofirma i Ringsted, der modtog en mail, der så ud til at komme fra firmaets direktør, der anmodede om overførsel af 29900 Euro til en konto i England. Pengene blev overført uden mistanke, og senere viste det sig, at der var tale om bedrageri.
Politiet får med jævne mellemrum anmeldelse i stil med ovennævnte, og der er grund til at advare specielt firmaer mod at ovennævnte er meget udbredt. Vi skal advare imod, at den type overførsler foretages uden det først er kontrolleret hos den, der står som afsender.
Brand – Ringsted.
Kl. 1246 opstod en brand i et fyrrum på Bavnagervej, hvor der var gået ild utilsigtet ild i et pillefyrs installation. Det førte til ild og sod ved en støvsuger og en vasketøjskurv, hele fyrrummet og førstesalen sodskadet.
Fund af våbenskab – Haraldsted, Ringsted.
Kl. 0829 fandt en anmeldelser et våbenskab i et skovområde ved Haraldsted. Politiet blev dirigeret til området af anmelderen, der påviste skabet. Det stammede fra et indbrud i Jystrup den 160117. Skabet indeholdt diverse jagtvåben, der nu er i politiets varetægt med henblik på udlevering til forurettede.
Ingen mistanke om gerningsmand.
Indbrud i perioden Bymarken, Jystrup Midtsj. (3 steder) Vidarsvej, Benløse, Ringsted Prinsessevænget, Ringsted Næstvedvej, Ringsted Artilleristen, Ringsted Jyllandsgade, Ringsted Kærehave Skovvej, Ringsted Benløseparken, Benløse, Ringsted Nørretorv, Ringsted Ringstedgade, Roskilde Frejasvej, Ringsted Asgårdsvej, Benløse, Ringsted Køgevej, Ringsted Ringstedvej, Bjæverskov