Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 030615-090615.
Falske indsamlere – Roskildevej, Benløse, Ringsted
030615 – Kl. 1326 anmeldte en lokal mand fra Benløse, Ringsted, at han ved supermarkedet Netto havde givet 100 kr. til to mænd, der foregav at samle ind til en døveforening. Indsamlerne havde fået anmelderens underskrift på en seddel i forbindelse med donationen. Anmelderen begyndte nu at kommunikere med indsamlerne på tegnsprog, men indsamlerne gav tydeligt udtryk for, at de ikke forstod dette. De skyndte sig derfor væk og gik i retning mod Ringsted by. Indsamlerne blev beskrevet som: A: mand, 18-22 år, 165-170 cm høj, spinkel af bygning, kort mørkt hår; B: mand, 18-22 år, 170-175 cm høj, tæt bygget, kort mørkt hår. Anmelderen formodede, at mændene var fra et østeuropæisk land. Politiet ledte efter mændene, men fandt dem ikke.
Politiet skal advare mod at donere penge til indsamlere, der spontant henvender sig til borgerne for at få et bidrag. Indsamling må i øvrigt kun foregå med Indsamlingsnævnets tilladelse, som man kan bede om at se, hvis man skulle være i tvivl om indsamlingens reelle formål.
Knallerttyv mv. anholdt – Ahorn Alle, Ringsted
040615 – Kl. 0108 ville en patrulje standse en knallert med to mænd på Bragesvej. Begge kørte uden styrthjelm, men føreren af knallerten ønskede ikke at standse og forsøgte at køre fra politiet ad forskellige veje med politiet bagefter. På Ahorn Alle mistede han dog herredømmet over knallerten, som væltede. Begge mænd løb fra stedet, men føreren – en 18-årig mand fra Ringsted – blev dog løbet op og anholdt. Knallerten viste sig at være stjålet tidligere fra Ahorn Alle, Ringsted. I forbindelse med flugten havde de to mænd efterladt et par metalkufferter, hvoraf den ene indeholdt kamera-udstyr. Den anholdte var tillige i besiddelse af en cigaræske med mønter. Da han ikke umiddelbart kunne redegøre for oprindelsen af disse effekter, mistænker politiet den anholdte sammen med den flygtede, der forsvandt i retning mod børnehaven, Ahorn Alle, at have begået et tyveri et endnu ukendt sted inden anholdelsen. Politiet vil i løbet af torsdagen afhøre den 18-årige og herefter tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør eller løslades efter endt sagsbehandling.
Lokalpolitiet i Ringsted efterlyser ofre og vidner i voldssag fredag 29/5-2015 på togstationen, Ringsted
040615 – Fredag d. 290515 kl. ca. 0605 overfaldt en voldsmand umotiveret tre sagesløse mænd på perronen på togstationen, Jernbanevej, Ringsted. Politiet har imidlertid kun fået identificeret det ene offer – en 53-årig mand fra Ringsted – men mangler at få kontakt til de øvrige to ofre, som havde forladt stationen inden politiets ankomst, og som ikke efterfølgende har henvendt sig til politiet. Ifølge afhøringer af vidner og det kendte offer skulle de to øvrige ofre være en ca. 40-årig mand i blå arbejdsjakke medbringende en rygsæk. Han skulle være blevet nikket en skalle samt fået blødninger fra næsen. Det andet offer skulle være en ca. 30-årig mand, der blev tildelt et knytnæveslag.
Gerningsmanden samt 3-4 piger, som han var i selskab med, var alle af anden etnisk oprindelse end dansk og alle omkring 20 år gamle. Ifølge politiets oplysninger skulle gruppen have været særdeles højrystede og utryghedsskabende på togstationen fredag morgen, hvor gerningsmanden bl.a. gjorde opmærksom på sig selv ved flere gange at krydse sporene. I forbindelse med overfaldene forsøgte det ene offer at komme det andet offer til undsætning, men blev så selv overfaldet.
Lokalpolitiet i Ringsted ønsker at få kontakt til de to beskrevne ofre samt yderligere vidner, der har overværet overfaldene på togstationen. Nogle af vidnerne har politiet fået kontakt til, men yderligere vidner var til stede, da flere rejsende forlod området med tog, inden politiet nåede at afhøre vidnerne. Endvidere ønsker politiet både gerningsmanden og de 3-4 piger, som han var i selskab med, identificeret. Oplysninger om deres identitet samt henvendelser fra vidner, der ikke er blevet afhørt, rettes til lokalpolitiet i Ringsted, tlf. 114.
Unge butikstyve – Klosterparks Alle, Ringsted
040615 – Kl. 1620 kørte politiet til Ringstedet, idet centervagten ved H&M havde tilbageholdt fire piger, hvoraf den ene kunne mistænkes for at have stjålet noget tøj i H&M. Det viste sig at være tre piger på 14 år fra Ringsted og en 13-årig pige fra Glumsø, som i H&M havde stjålet et par løbebukser og en bikinitop til en værdi af 378 kr. Ved undersøgelse af pigernes effekter fandt politiet også seks flasker spiritus til en værdi af 268 kr. Spiritusflaskerne var stjålet i Føtex. Pigerne blev afhørt til tyverierne, der primært var begået af den ene 14-årige, men med de tre øvriges kendskab. Ingen kunne sigtes for tyverierne, fordi de alle er under den kriminelle lavalder på 15 år. Forældrene afhentede deres døtre i Ringstedet, og politiet underrettede efterfølgende de sociale myndigheder om sagerne.
Uro og uorden – Skovgården, Ringsted
030615 – Kl. 1938 fik politiet den første anmeldelse fra naboerne i området om høj musik og uro fra en bestemt adresse. Politiet kørte til stedet og bad i kraftige vendinger en 31-årig, alkoholpåvirket mand fra Albertslund, som var gæst på stedet, om at dæmpe sig, idet han var løbet råbende og skrigende rundt. Kl. 2123 fik politiet så en fornyet henvendelse om, at den 31-årige nu var truende over for naboerne, idet han henvendte sig på deres adresser og pegede “truende” ind ad vinduerne. Han havde herved skabt utryghed, hvorfor politiet fortalte ham om god opførsel i området. Kort før kl. 2200 fik politiet så den tredje henvendelse om samme mand, der løb skrigende rundt og kastede med diverse ting efter naboerne. Politiets tålmodighed var hermed opbrugt, så den 31-årige, der stadig var påvirket af alkohol, blev nu frihedsberøvet og lagt i detentionen til afrusning. Dermed blev der skabt ro i området.
Tweets by @MVSJPoliti