Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2023/04/12 til 2023/04/25.
Bekymrende opkald fra barn – Ringsted
Kl. 16.54 fik politiet en bekymring for en knap 3-årig barns moder, efter at barnet havde ringet til alarmcentralen og oplyst, at moderen ikke kunne kontaktes.
En patrulje kørte straks til adressen i Ringsted by, hvor politiet fik kontakt til både barnet og moderen, der begge havde det godt.
Det viste sig, at der absolut ikke var grundlag for bekymring for hverken moderen eller barnet, så politiet fik sig en snak med både barnet og moderen om børns adgang til en mobiltelefon og risikoen for misbrug heraf til opkald til alarmcentralen, inden politiet få minutter efter forlod adressen.
Cyklist på motorvejen – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 21.21 og i minutterne derefter fik politiet flere henvendelser om en cyklist, der kørte i nødsporet på Vestmotorvejen i østlig retning 2-3 km før afkørsel <36> Ringsted N.
Cyklisten havde lys på ifølge anmeldelserne, men var imidlertid forsvundet fra motorvejen, da politiet gennemkørte strækningen. Politiet foretog sig således ikke yderligere i anledning af anmeldelserne.
Færdselsuheld – Høedvej, Høed, Jystrup Midtsj. – Ringsted
Kl. 02.00 kontaktede en kvindelig anmelder politiet, fordi hun var blevet vækket af et brag og efterfølgende havde konstateret, at en bilist var forulykket og havde påkørt en bygning ved hendes bolig.
Politiet kørte til uheldsstedet, hvor der ikke var nogen til stede omkring den forulykkede personbil, som var kørt gennem en fold og havde ramt en ladebygning. Både laden og bilen havde fået skader som følge af uheldet, der var sket, efter at føreren af bilen ifølge spor på stedet havde kørt ad Høedvej i vestlig retning.
En hundepatrulje blev tilkaldt til stedet for at lede efter føreren, der måske kunne være i området og måske i kvæstet tilstand, men hundepatruljen fandt ingen personer ved søgning i lokalområdet.
Efter afsluttede undersøgelser på uheldsstedet forsøgte politiet via personbilens ejer at finde frem til føreren af bilen på uheldstidspunktet. Det lykkedes ikke umiddelbart, hvorfor sagen efterforskes yderligere, indtil føreren er endeligt identificeret og kan afhøres til sagen.
Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, der skete i en svag vejkurve på Høedvej.
Færdselsuheld – Køgevej / Kaserne Alle, Ringsted
Kl. 05.43 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et sammenstød mellem en bilist og en cyklist i krydset Køgevej – Kaserne Alle i Ringsted.
Det viste sig, at en 57-årig mand fra Ringsted var kørt i en personbil ad Kaserne Alle mod syd frem til krydset ved Køgevej, hvor han kørte frem over vigelinjen i forbindelse med svingning til højre ad Køgevej mod vest.
Efter passage af vigelinjen påkørte bilisten en 48-årig kvinde fra Ringsted, der på cykel kørte på cykelstien ad Køgevej i vestlig retning.
Cyklisten slap fra uheldet uden behandlingskrævende skader ligesom bilisten, og der skete kun ringe materielle skader ved uheldet.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 22.21 fik politiet via alarm 112 melding om et sammenstød mellem en personbil og en lastbil på Vestmotorvejen i det østgående spor mellem afkørslerne 35 Ringsted Ø og 34 Borup.
På uheldsstedet var der allerede opstået en mindre kø, og politiet afspærrede motorvejen i det østgående spor ved afkørsel 35 Ringsted Ø under rednings- og oprydningsarbejdet.
Ud over rednings- og ambulancepersonale var en lægehelikopter sendt til uheldsstedet, hvor to mænd i en impliceret personbil var kommet til skade. Føreren af den involverede lastbil med tilkoblet sættevogn var sluppet uskadt.
En 29-årig mand fra Søborg havde været passager i personbilen og var kommet alvorligt til skade, så han blev fløjet med lægehelikopteren til Rigshospitalet til undersøgelse og fornøden behandling.
En 31-årig mand fra Birkerød blev i en ambulance bragt til en skadestuen til undersøgelse og behandling for lettere kvæstelser, han havde pådraget sig ved uheldet.
En bilinspektør blev tilkaldt til undersøge de involverede køretøjer og uheldsstedet, og den foreløbige konklusion på uheldet var, at føreren af personbilen under kørslen og med højere hastighed en lastbilen havde ramt venstre del af sættevognens bagende.
Personbilen havde de største skader på højre side, som havde ramt lastbilen.
Rednings- og oprydningsarbejdet var afsluttet kl. ca. 00.30, hvor det østgående spor på motorvejen blev genåbnet.
Politiet har rutinemæssigt fået udtaget en blodprøve af føreren for at få klarlagt, hvorvidt føreren kan have været påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer i forbindelse med ulykken.
Bilinspektørens erklæring afventes nu, ligesom politiet ikke har fået afhørt alle i sagen, som derfor efterforskes yderligere for at få klarlagt årsagen til uheldet.
Grov vold ved knivstikkeri – Søgade, Ringsted
Kl. 16.47 fik politiet via alarm 112 en anmeldelse om, at en gruppe på 10-12 mænd var forsamlet på en parkeringsplads i Søgade. En af mændene skulle være i besiddelse af en kniv.
Politiet traf på stedet et vidne, der kunne oplyse politiet om, at flere biler inden politiets ankomst var kørt fra stedet.
Kort efter fik politiet kontakt til en kvæstet, 26-årig mand fra Ringsted, som blev bragt på skadestuen til behandling for nogle stiklæsioner.
Ved en kort afhøring af offeret samt efterforskning i øvrigt fik politiet grundlag for at lede efter en bestemt, navngiven mand, som politiet ikke umiddelbart har kunnet finde i løbet af fredagen.
Endvidere fik politiet identificeret et af de køretøjer, der var kørt fra stedet, således at politiet kunne standse bilen i Greve-området.
I bilen befandt sig i alt fire mænd i starten af tyverne fra hhv. Ringsted og Roskilde. Politiet anholdt de fire mænd, da de kunne mistænkes for at have en rolle i sagen om knivstikkeriet.
De fire mænd blev løsladt efter afhøringerne, men er fortsat sigtede for deres rolle i sagen, der fortsat efterforskes for at finde frem til den mand, som politiet gerne vil tale med.
Parkeringspladsen, hvor knivstikkeriet fandt sted, blev undersøgt nærmere for eventuelle spor ved brug af bl.a. politihunde. Undersøgelserne på det afspærrede området blev afsluttet først på aftenen.
Narkokørsel i frakendelsestiden – Kongensgade, Ringsted
Kl. 20.21 anholdt politiet en 20-årig mand fra Næstved i forbindelse med en sigtelse for både narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, idet han var fører af en personbil i Kongensgade, selv om han tidligere var blevet frakendt førerretten.
En narkometertest indikerede, at den 20-årige var påvirket af cannabis, hvilket var grundlaget for sigtelsen for narkokørsel.
Politiet løslod den 20-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Hvordan den 20-årige kunne være fører af bilen trods det manglende kørekort, undersøges nu nærmere af politiet for at se, om der måtte være grundlag for at sigte nogen for have overladt føringen af bilen til nogen, der ikke lovligt kunne være fører.
Optræk til forsamling af køretøjer flere steder – Ringsted / Roskilde / Greve / Køge
Flere patruljer, herunder personale fra færdselsafdelingen, var lørdag aften på udkig efter større og spontane forsamlinger af køretøjer, hvis førere måske kunne mistænkes for at ville køre hensynsløst forskellige steder i politikredsen.
Politiet fik henvendelser om og opsporede selv optræk til forsamlinger på Darupvej i Roskilde, hvor ca. 50 biler var forsamlet, i Ringsted, i området ved Køge Transportcenter og også på Greve Main.
Når større eller mindre forsamlinger blev opdaget, var politiet til stede af præventive årsager, hvilket havde den effekt, at de forsamlede køretøjer stille og roligt forsvandt fra områderne. Politiet fandt således intet grundlag for at sigte nogen bilister for f.eks. hensynsløs eller hasarderet kørsel eller andre ulovlige aktiviteter ved disse forsamlinger.
En anden type biltræf fandt sted på Østre Ringvej i Roskilde og forløb fredeligt, efter at førere af adskillige ældre biler havde forsamlet sig på vejen. En 37-årig mand fra Københavnsområdet blev her sigtet for at have monteret alt for brede dæk på sin gamle bil, hvor han heller ikke havde fået monteret en lydpotte.
Politiets tilstedeværelse i de forskellige byområder betød dog alligevel en kontrol af en del af de trafikanter, som politiet mødte undervejs. Denne spontane kontrol lørdag aften gav følgende antal sager:
- Fire sager om overtrædelse af hastighedsbestemmelserne på motorvej med påstand om frakendelse af kørekortet
- To sager om overtrædelse af hastighedsbestemmelserne i tættere bebygget område med påstand om frakendelse af kørekortet
- To sager om brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen
- En sag om overhaling højre om
- En sag om spirituskørsel (Roskilde)
- En sag om kørsel uden førerret
- En sag om fejl og mangler ved køretøjet (Roskilde)
Også præventiv indsats fredag aften mod mulige forsamlinger af køretøjer
Lørdagens præventive tilstedeværelse flere steder i politikredsen var en opfølgning på en tilsvarende indsats fredag aften, hvor politiet også var på udkig efter bilister, der spontant forsamlede sig et sted i politikredsen.
Politiet fandt ikke nogen spontane forsamlinger hverken i Ringsted, Køge, Greve eller Roskilde, hvilket måske kan skyldes vejrliget. Der var nemlig nedbør i form af regn frem til kl. ca. 23.00 flere steder, men politiet brugte alligevel tiden på en spontan kontrol af trafikanter, som patruljerne mødte.
Fredagens kontrol flere steder i politikredsen gav følgende resultat:
- En sag om hastighedsovertrædelse på en motorvej
- En sag om kørsel i frakendelsestiden
- En sag om kørsel i et køretøj, hvis nummerplade var afmeldt og derfor blev inddraget.
Fortsat fokus på spontane forsamlinger af bilister
Politiet har i den kommende tid fortsat fokus på disse spontane forsamlinger af bilister til biltræf, hvor der kan være risiko for hensynsløs og risikobetonet kørsel. Såfremt der er grundlag og mulighed herfor, vil politiet fortsat stille de ansvarlige førere til ansvar for eventuelle overtrædelser af færdselslovgivningen.
Søndag – mandag
Spirituskørsel – Klosterparks Alle, Ringsted
Kl. 18.17 foretog politiet en kontrol af en personbil, hvis fører var standset var standset ved en fastfoodrestaurant. Der var tale om en 58-årig mand fra Ringsted, der skønnedes påvirket af alkohol og derfor blev bedt om at deltage i en alkometertest.
Da testen gav udslag over det tilladte, blev den 58-årige sigtet for spirituskørsel og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
To biltyve anholdt – Ringsted
Kl. 12.59 anmeldte en mandlig bilist, at han næsten var blevet påkørt af en anden personbil på Huginsvej i Ringsted.
Personbilen, hvis nummerplade anmelderen nåede at aflæse inden anmeldelsen om den hensynsløse kørsel ud fra en parkeringsplads ved Huginsvej, viste sig at være meldt stjålet fra Pileborggade, Ringsted, natten til søndag.
Politiet kørte efterfølgende til området for at lede efter bilen, som blev fundet efter knap to timers eftersøgning. Politiet fandt bilen parkeret på en parkeringsplads ved skolerne på Ahorn Alle, og i bilen befandt sig to unge mænd på 17 år fra Ringsted, som begge blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for uberettiget brug af den stjålne bil.
Begge blev løsladt efter afhøring til sagen, som dog efterforskes yderligere i et forsøg på at få klarlagt, hvem der var fører af bilen på bl.a. Huginsvej. Bilejeren er blevet underrettet og har fået udleveret sin bil.
De sociale myndigheder vil blive underrettet om sagen mod de to 17-årige, som også kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen er færdigefterforsket.
Tre mænd i slagsmål – Sct. Hansgade / Dagmarsgade, Ringsted
Kl. 03.38 fik politiet et alarmopkald om et slagsmål, hvor tre mænd var involveret. De to af dem skulle ifølge anmeldelsen overfalde den tredje på en parkeringsplads mellem Sct. Hansgade og Dagmarsgade.
Politiet var fremme få minutter senere og fik på parkeringspladsen kontakt til en forslået, 19-årig mand fra Ringsted samt de to mistænkte, som også befandt sig i nærheden. Der var tale om en 18-årig mand fra Ringsted og en 19-årig mand fra Borup, som begge blev anholdt som mistænkte for grov vold mod offeret.
Politiet fik ud fra diverse vidneforklaringer og videoer mv. klarlagt, at det 19-årige offer var blevet overfaldet med slag og spark mod hovedet og kroppen.
De to anholdte blev bragt til politistationen i Roskilde og afhørt til sagen om grov i løbet af lørdag formiddag. Ud fra en vurdering af de konkrete omstændigheder besluttede politiet og anklagemyndigheden, at de to mænd skulle løslades uden fremstilling i grundlovsforhør. De er således fortsat sigtede i sagen, som de vil høre nærmere om på et senere tidspunkt.