Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2023/06/15 til 2023/06/27.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl 15.07 skete der et uheld, hvor fire biler stødte sammen i østgående retning. Der blev tilkaldt en ambulance, men ingen af personerne i de fire biler var kommet til skade ved uheldet. Uheldet skete tilsyneladende, da der opstod kø på stedet, hvorved der skete et klassisk harmonikasammenstød. Alle fire biler kunne dog selv køre ind til siden. Det var i forbindelse med fjernelsen af køretøjerne nødvendigt at afspærre begge vognbaner i en kortere periode.

Bil med campingvogn påkørt af lastvogn – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 16.23 blev en personbil med campingvogn påkørt af en lastvogn med påhængsvogn, da sidstnævnte kørte ind på motorvejen ad tilkørselsrampe 35/Ringsted øst. Lastvognen forsøgte at køre ind foran personbilen med campingvogn, da den kørte ind på motorvejen fra rampen, men i stedet påkørte den campingvognen.

Føreren af lastvognen ønskede ikke at give sig til kende, og lastvognen forlod stedet. Personbil og campingvogn er fra Holland og har hollandske nummerplader på. Kontakt politiet på 114, hvis du har oplysninger om lastvognen eller dens fører. Der skete ingen personskade.

Butikstyveri – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 19.16 kontaktede personalet i en sportsbutik politiet, fordi en mand var tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet varer fra forretningen.

Politiet fik kontakt til en 20-årig mand fra Ringsted, som ifølge personalet under ophold i et prøverum havde puttet en trøje og et par shorts ned i en medbragt rygsæk. Han gik derefter til kassen for at betale for en anden vare, men oplyste at have glemt sin pung i bilen.

Personalet havde anet uråd og fået tilkaldt en centervagt, så den 20-årige flygtede til fods ved synet af vagten. Vagten løb dog hurtigere og fik tilbageholdt den 20-årige, som politiet sigtede for butikstyveri til en samlet værdi af 580 kr. Han vil derfor senere høre nærmere fra politiet med en afgørelse på sagen.

Butikstyveri – Klosterparks Alle, Ringsted

Tirsdag formiddag havde politiet løsladt en 19-årig mand fra Rumænien, efter hans identitet var blevet endeligt bekræftet over for politiet.

Han havde bragt sig selv i søgelyset ved mandag aften at gå ind i en fremmed mands have på Roskildevej, Benløse, Ringsted, hvor han blev anholdt som mistænkt for at ville begå indbrud.

Den mistanke kunne politiet ikke umiddelbart underbygge, så manden blev løsladt efter ophold i et arresthus i Ringsted hen over natten, mens hans identitet blev bekræftet.

Kl. 14.12 måtte politiet igen rykke ud til den 19-årige, som kunne mistænkes for at have stjålet en flaske parfume til en værdi af 570 kr. fra en forretning i Ringstedet. Den 19-årige rumæner blev derfor igen anholdt og sigtet for butikstyveri.

Han fik sagen afgjort straks og blev igen løsladt, da grundlaget for fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling ikke var til stede.

Indbrud i lagerbygning – Rugvænget, Ringsted

Kl. 22.18 rykkede politiet med flere patrulje ud til en lagerbygning, hvor flere tyverialarmer var gået i gang.

Politiet traf ingen uvedkommende på stedet og kunne konstatere, at en port ind til et lager stod åbent, og at nøglebokse var blevet opbrudt og ødelagt.

Fra lagerhallen var en palle blevet tømt for batterier til solcelleelementer. Batterierne har alle specifikke numre og kan spores, såfremt de uautoriseret tages i brug.

Politiet fandt ikke nogen mistænkte i området, men foretog undersøgelser af gerningsstedet i et forsøg på at finde frem til den eller de personer, der kan have stået bag indbruddet på stedet.

Personer, der måtte have bemærket usædvanlig adfærd ved lagerhallen på Rugvænget, må gerne kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Kvæstet mand fundet – Ahorn Alle, Ringsted

Se udsendt pressemeddelelse tirsdag aften.

Mand svingede økse ud af bilvinduet på motorvejen – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 15.36 anmeldte en 29-årig mand fra Århus, at han i forbindelse med kørsel på Vestmotorvejen i vestgående retning var blevet overhalet indenom af en personbil. Personbilen kom efter et par kilometer op på siden af den 29-åriges bil, hvorpå føreren af personbilen begyndte at svinge en økse ud af vinduet. Øksesvingeren forlod herefter motorvejen, og den 29-årige alarmerede politiet.

Politiet fik kort tid efter kontakt til køretøjet og bragt det til standsning. Føreren – en 45-årig mand uden fast bopæl – blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og blev anholdt og iført håndjern. Patruljen ransagede bilen og fandt øksen under et sæde, og den blev beslaglagt, da den 45-årige ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med øksen. Bilen, som den 45-årige kørte i, var afmeldt, og de påsatte nummerplader tilhørte en anden bil, og bilen havde ikke de lovpligtige forsikringer – derfor beslaglagde patruljen bilen med henblik på konfiskation. I forbindelse med afhøring af den 29-årige mand, blev den 45-årige desuden sigtet for overhaling indenom. Den 45-årige blev efter endt afhøring løsladt, og han kan forvente at høre nærmere fra politiet om afgørelsen af sagerne.

Spirituskørsel (vanvidskørsel) – bil beslaglagt – Ringsted

Kl. 15.10 modtog politiet en anmeldelse fra en bilist, der undrede sig over en anden bilists usikre kørsel ad Haslevvej i retning mod Ringsted.

Der var tale om en personbil med en kvindelig fører, som kørte meget usikkert og bl.a. var kommet langt over i modsatte kørebanehalvdel, så en modkørende lastbil måtte lave en undvigemanøvre.

Anmelderen holdt herefter øje med bilisten under anmeldelsen til politiet, der til sidst fik kontakt til den kvindelige fører på Delingen, Ringsted, hvor hun var standset.

Føreren var en 28-årig kvinde fra Ringsted, der ifølge en alkometertest skønnedes så påvirket af alkohol, at alkoholkoncentrationen i hendes blod formodes at ville overstige to promille.

Hun blev derfor straks anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel, ligesom hun også kunne mistænktes for narkokørsel i personbilen.

Personbilen blev beslaglagt efter bestemmelserne om vanvidskørsel i spirituspåvirket tilstand og efterfølgende transporteret til et opbevaringssted i politiets varetægt.

Den 28-årige var stærkt utilfreds med anholdelsen og blev udadreagerende under transporten til udtagelse af blodprøver til undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Adfærden medførte dog ikke yderligere sigtelser til den 28-årige, som nu kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne fra blodprøverne foreligger.

En dommer skal dog forinden kigge nærmere på grundlaget for politiets beslaglæggelse af personbilen i sagen om vanvidskørsel, idet den 28-årige protesterede over, at politiet havde taget bilen fra hende.

Tog kniv med i byen – Sct Hansgade, Ringsted

Kl 01.45 meldte en dørmand, at en gæst på en bar efter et skænderi først havde truet med et hente en kniv og lidt senere var kommet tilbage til stedet med kniven. Det lykkedes dørmanden at tage køkkenkniven fra manden, inden politiet ankom til stedet. Da politiet landede på adressen, var manden – en 31-årg lokal mand – på vej væk fra stedet, men han blev anholdt af politiet. Det blev skønnet af han var for aggressiv til at kunne færdes i nattelivet og han måtte derfor tilbringe nogle timer på politistationen og blev samtidigt sigtet for at medtage en kniv på et offentligt sted.

Indbrud i Perioden

Rugvænget, Ringsted