Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2024/05/17 til 2024/05/29.
Bedrageri – Tølløse og Ringsted
Kl 1530 kom der anmeldelse om, at en 83-årig kvinde fra Tølløse om formiddagen var blevet ringet op en mand, der sagde, at han var fra sparekassen og at han kunne se, at nogle var i gang med at hæve penge på hendes hævekort. Han ville derfor sende en kollega ud, der kunne hente kvindens dankort. Kort efter dukkede en mand op, der beskrives som ca 170 cm høj, ca 40 år gammel, almindelig af bygning og i lyse bukser. Derefter blev kort tid efter hævet penge på kvindens hævekort.
Kl 18.55 kom der en ny anmeldelse. Denne gang var der tale om en 87-årig kvinde fra Ringsted, der sidst på eftermiddagen var blevet ringet op fra “banken” i en lignende sag. Der var efterfølgende hævet 15.000 kroner på kvindens hævekort.
Bil beslaglagt – Roskildevej, Benløse, Ringsted
Kl 19.53 standsede færdselspolitiet en personbil, der blev ført med 118 km/t i en byzone. Dermed var der tale om vanvidskørsel. Chaufføren, en 32-årig lokal mand, fik administrativt inddraget sit kørekort på stedet og bilen blev beslaglagt. Det protesterede ejeren over, og det bliver nu op til retten at vurdere.
Færdselsuheld – Skeevej, Store-Merløse, Ringsted
Kl 23.01 skete der et færdselsuheld, da to mænd 17 år fra lokalområdet fulgtes på hver sin knallert, da de af ukendte årsager ramte hinanden. Begge blev alvorligt tilskadekomne som følge af ulykken og blev bragt til hospitalet til behandling – den ene ved hjælp af lægehelikopteren. Der blev tilkaldt bilinspektør til at undersøge uheldsstedet nærmere.
Kvinde gennemskuede svindelnummer – Ringsted
KL. 17.47 anmeldte en 69-årig kvinde, at hun var blevet forsøgt svindlet. En mand havde kontaktet kvinden på telefon og oplyste, at han var fra politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Manden forklarede, at politiet havde standset et køretøj, hvori der befandt sig lånedokumenter med den 69-årige kvindes navn på, og at han som politimand nu var i færd med at standse svindlen. Manden oplyste sit tjenestenummer samt et sagsnummer på den påståede svindelsag.
Manden forklarede, at han nu ville viderestille den 69-årige kvinde til banken. Kvinden fortalte manden, at hun nok selv skulle kontakte sin bank, og dette fik manden i røret til straks at afbryde opkaldet. Kvinden alarmerede efterfølgende politiet.
Narkokørsel – Næstvedvej, Ringsted
Kl. 17.20 blev en 29-årig mand fra Taastrup sigtet for narkokørsel, da han kom kørende i en personbil på Næstvedvej i sydgående retning, til trods for, at han var påvirket af cannabis. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Indbrud i Perioden
Ørslevvestervej, Ørslev, Ringsted
Hømvej, Høm, Ringsted