Alle SOSU-assistenter i Hjemmeplejen i Ringsted Kommune skal i intern praktik på den ene af kommunens sygeplejeklinikker for at lære endnu mere om sårbehandling. Dermed får de bedre forudsætning for at varetage sårplejen i borgerens hjem.
Mere konkret viden, styrkelse af medarbejderes kompetencer og i sidste ende endnu bedre behandling af borgere. Det er målene med en ny intern indsats i Hjemmeplejen i Ringsted Kommune, hvor alle SOSU-assistenter skal i fire dages praktik i en af kommunens sygeplejeklinikker.
Målet er, at de skal lære endnu mere om sårbehandling om kompression, og det skal give dem kompetencer til i højere grad selv at kunne behandle sår. SOSU-assistenterne kommer i praktik en af gangen i sygeplejeklinikken på Knud Lavard Centret, hvor en sygeplejerske vil lære dem op.
Sarah Salbæk Brandtberg, kvalitetssygeplejerske i Hjemmeplejen, siger:
”Målet er at den korrekte behandling kan påbegyndes hurtigst muligt. Med den interne praktik klæder vi vores personale endnu bedre på til at hjælpe vores borgere. Med praktikken vil SOSU-assistenterne få en langt bedre forudsætning for at varetage sårplejen, når de står ude i hjemmene,” siger hun og fortsætter:
”Det giver rigtig meget at blive oplært 1-1 og blive oplært, mens man arbejder med det. Det er en intensiv oplæring, hvor de selv vil stå med behandlingen sammen med vores sygeplejerske i klinikken. Vi får oftere borgere, der har mere komplekse sår, og det får SOSU-assistenter nu bedre mulighed for at håndtere.”
Den første SOSU-assistent var i praktik i begyndelsen af februar. Planen er, at alle 30 SOSU-assistenter i de kommende måneder skal i praktik i fire dage i sygeplejeklinikken på Knud Lavard Centret.