Ringsted Kommune har nu anmodet Midt og Vestsjællands Politi om, at der rejses tiltale mod Michael Thomsen, direktør og indehaver af Akut-Anbringelse.dk, samt Mahmoud Halloum, direktør og indehaver af Amanacare.
Ringsted Kommune har den seneste tid undersøgt muligheden for at politianmelde de to personer, som har udført opgaver i forbindelse med akutanbringelser af børn og unge for Ringsted Kommune.
Kommunen er kommet frem til, at der kan være tale om overtrædelse af straffelovens § 163 ved gentagne gange bevidst at have videregivet urigtige oplysninger til Ringsted Kommune.
Fx har Ringsted Kommune igennem en periode indgået samarbejde med Akut-Anbringelse.dk om hasteanbringelser af børn og unge uden at være vidende om, at Akut-anbringelser.dk i virkeligheden ”udliciterede” opgaven med flere forskellige akutanbringelser til virksomheden Amanacare. De to firmaer har desuden i flere tilfælde givet urigtige oplysninger til Ringsted Kommune.
Rystet over manipulation og løgne
Direktør i Ringsted Kommune Gitte Løvgren er rystet over, at leverandørerne har løjet for kommunen:
– Det her er under al kritik, og derfor vælger vi nu at politianmelde virksomheden. Som kommune har vi behov for et godt og tillidsfuldt samarbejde med opholdssteder og private aktører, så vi kan sikre at udsatte børn og unge bliver passet godt på. Derfor er jeg selvfølgelig også rystet over, at virksomheden har manipuleret med underskrifter og direkte har løjet overfor os, siger Gitte Løvgren.
Ringsted Kommune havde siden januar 2024 anbragt 3 børn ved Akut-Anbringelse.dk og i den forbindelse modtaget over 10 mio. kr. for varetagelse af de anbragte børn.
Først senere fik Ringsted Kommune kendskab til, at Akut-Anbringelse.dk havde overladt alle tre børn til Amanacares varetægt. Ringsted Kommune var ikke gjort bekendt med, at Akut-Anbringelse.dk anvendte underleverandører, ligesom Akut-Anbringelse.dk gentagne gange refererer til medarbejderne fra Amanacare som sine egne i dialogen med kommunen.
Fx omtaler ejeren af firmaet Akut-Anbringelser.dk Mahmoud Halloum som Teamleder i sit firma, selvom det ikke er tilfældet. Af kommunens notater fremgår også, at Mahmoud Halloum telefonisk præsenterer sig som teamleder.
Ringsted Kommune har tidligere erkendt at have begået fejl i forbindelse med akutanbringelser hos de pågældende leverandører. Fejlen bestod i, at Ringsted Kommune indledningsvis og i forbindelse med de første anbringelser havde tillid til oplysningerne fra Akut-Anbringelse vedr. deres status som godkendt opholdssted.
I forbindelse med senere anbringelser blev Ringsted Kommune mistænksomme og konkluderer efter egen juridisk afklaring, at stedet ikke er godkendt til den pågældende anbringelse.
