Fra nytår vil især de ældre borgere i Ringsted, der har behov for hjælp fra kommunen, opleve, at rehabiliteringsindsatsen øges væsentligt, samtidigt med at der i endnu højere grad vil blive taget udgangspunkt i deres egne ressourcer og ønsker, når de får lavet en rehabiliteringsplan.
Formålet er, at borgerne hurtigere kan klare en større del af deres daglige liv selvstændigt eller med mindre grad af hjælp.
Det skriver Ringsted Kommune til Dit Ringsted.
Medarbejderne på ældreområdet i Ringsted Kommune vil fremover arbejde mere på tværs af faglighederne og mere systematisk med rehabilitering i tæt samarbejde med borgeren og eventuelle pårørende.
Det forventes, at 40-50 procent af de plejekrævende borgere vil få tilbudt et intensivt rehabiliteringsforløb, når indsatsen er fuldt implementeret, og at alle borgere, som er i kontakt med ældreplejen, får lavet en rehabiliteringsplan.
Byrådet vedtog i juni 2017 en Rehabiliteringsstrategi, som sætter rammerne for arbejdet med at fremme den enkelte borgers muligheder for et selvstændigt og meningsfuldt liv både fysisk, mentalt og socialt.
Rehabiliteringsstrategien omfatter både ældre-, social- og arbejdsmarkedsområdet, men vil i første omgang blive udmøntet på ældreområdet.
Den rehabiliterende arbejdsmetode skal fremme eller stabilisere borgernes mentale, fysiske og sociale funktioner. Der etableres et tværfagligt team bestående af visitatorer, rehabiliteringsterapeuter, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt medarbejdere, som har erfaring med at arbejde med rehabiliterende indsatser. Desuden vil tværgående specialistfunktioner vedrørende hjerneskader, demens og ensomhed også være knyttet til teamet.
Kommunen vil i løbet af de næste par måneder udvikle rammerne for arbejdet med rehabilitering, og hvordan medarbejderne på tværs af fagligheder og organisatoriske enheder skal inddrage borgernes egne ønsker og behov samt i øvrigt samarbejde mere systematisk og koordineret.
”Jeg glæder mig over, at vi med implementering af den rehabiliterende arbejdsmetode på ældreområdet, sikrer at borgerne i højere grad bliver inddraget i beslutningerne omkring deres eget liv, og hvordan de kan blive bedre til at mestre de udfordringer, de har, uanset om de er af fysisk, metal eller social karakter. Der er for mig ingen tvivl om, at der er tæt sammenhæng mellem høj grad af selvhjulpenhed og høj grad af livskvalitet,” udtaler Benny Christensen, formand for Ældre- og Genoptræningsudvalget.
Undersøgelser fra bl.a. VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) viser, at når borgerne bliver selvhjulpne, så stiger deres livskvalitet. Erfaringer fra andre kommuner, der har implementeret den rehabiliterende arbejdsmetode, viser, at en intensiv, tværfaglig koordineret indsats betyder, at flere borgere kan klare sig enten helt uden hjælp eller med mindre hjælp end tidligere.
I løbet af 2018 vil kommunen udarbejde en særskilt handleplan for socialområdet og arbejdsmarkedsområdet.