Det sker med Ringsted Museum og Arkiv i uge 8.
Ringsted er rig på mindestene og statuer. Begge dele har en historie, som ikke altid fremgår af stedet. Hvem er personen, og hvad er begivenheden bag mindesten og statue. Er de frembragt og opstillet som et resultat af en indsamling? Det er ofte tilfældet med mindestene for Genforeningen i 1920 og befrielsen i 1945, men også når det handler om mindestene for byens store personligheder.
På byvandringen den 21. februar kl. 14.00-15.30 får vi historierne om de sten og statuer, vi kommer forbi i byens centrum. Mødested: Tingstenene på Torvet, Ringsted
Turen er ikke velegnet til gangbesværede. Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via vestmuseum.billetexpressen.dk
Fortælleeftermiddag om Jystrup Vandmølle
Både Svend-Aage Petersen og Lisbeth Due Andersen er utrolig vidende på deres lokale område i Jystrup. Til fortælleeftermiddagen har de udvalgt historien om Jystrup Vandmølle, og hvad den har betydet for lokalområdet gennem tiden.
Første gang vi hører om Jystrup Vandmølle er i Roskildebispens Jordebog fra 1370. Den fik vand fra Valsølille Sø og har siden etableringen haft mange skiftende ejer.
Fortælleeftermiddagen er på Ringsted Museum og Arkiv den 22. februar kl. 14.00-16.00.
Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via vestmuseum.billetexpressen.dk. Kaffe og kage er inkluderet i billetprisen.