Ringsted Bibliotek er klar med et nyt arrangementsprogram for foråret med temaet ”mangfoldighed”. Hent det trykte program på biblioteket eller læs mere om de mange arrangementer på ringstedbib.dk. Billetsalget begynder onsdag den 21. december kl. 10:00.
Der er arrangementer for alle aldre, når Ringsted Bibliotek slår dørene op til forårssæsonen med omdrejningspunkt i temaet: ”Mangfoldighed”. Programmet kommer til at bestå af alt fra børneteater, film og foredrag til booktalk, morgensang, podcast, koncerter og meget mere.
Du kan fx være med som publikum, når bogpodcasten ”Æseløre” bliver optaget med hhv. forfatter og journalist Peter Øvig Knudsen og forfatter Maria Helleberg. Du kan tage familien med til fastelavn, frikadellebibliotek, Ice for Kids eller børneteater med Teater Next om Cirkelines museskole.
Du kan lytte med når tidligere efterretningsofficer Niels Jensen fortæller om Danmarks udsatte beliggenhed i det internationale sikkerhedsspil eller når DRs retskorrespondent Trine Maria Ilsøe fortæller om sit arbejde som kriminalreporter.
Der er masser af inspiration til godt læsestof, når personalet på biblioteket inviterer til Booktalk, og du kan blive klogere på dig selv, forelskelse og parforhold, når Jytte Vikkelsøe gæster biblioteket med et spændende foredrag.
Sluttelig tager Hans Engell dig med på en tur rundt i dansk politik og så kan du komme til koncert med Juncker duo.
Billetter og program for foråret
Du kan læse mere om alt det, der sker på Ringsted Bibliotek i foråret på bibliotekets hjemmeside ringstedbib.dk. Du kan også hente det trykte program på biblioteket fra onsdag den 21. december kl. 10:00. Billetter til arrangementerne kan købes online via ringstedbib.dk. Der er rabat, hvis du er medlem af biblioteksklubben KULT.