Sammen med en lang række øvrige kommuner bliver Ringsted Kommune også omfattet af yderligere lokale restriktioner for at forhindre spredning af COVID-19-smitte. De nye restriktioner i Ringsted Kommune vil gælde fra fredag den 11. december kl. 16.00 december og foreløbigt frem til og med søndag den 3. januar 2021, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Det er regeringen, der på baggrund af vejledning fra sundhedsmyndighederne har truffet beslutningen om at lade flere kommuner blive omfattet af nye restriktioner.
De nye restriktioner i Ringsted Kommune er de samme, som trådte i kraft i 38 kommuner fra onsdag den 9. december. De nye restriktioner påvirker forskellige områder. Det betyder blandt andet, at elever fra 5. klasse og op som udgangspunkt sendes hjem og fjernundervises, serveringssteder skal holde lukket for servering til indtagelse på stedet og at kulturinstitutioner samt idræts-, forenings- og fritidsaktiviteter skal holde indendørs arealer lukkede.
Både offentlige og private arbejdsgivere opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra. Se alle nye og eksisterende tiltag på www.coronasmitte.dk.
Borgmester Henrik Hvidesten siger:
”Vi har hele tiden vidst, at det var en mulighed, at også Ringsted Kommune ville blive omfattet af yderligere restriktioner for at forhindre smittespredning. Jeg vil opfordre alle til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger og selvfølgelig overholde de nye restriktioner,” siger borgmester Henrik Hvidesten og fortsætter:
”For os alle er december en særlig måned, hvor vi typisk ses mere med familie og nære venner, og hvor vi er sammen om at hygge os og værne om de tætte relationer, vi har. Sådan skal december forhåbentlig også være i år. Men det er samtidig vigtigt, at vi alle sammen tænker os om og gør, hvad vi kan for at hindre yderligere smittespredning, og vi derved kan holde gang i så meget af samfundet som muligt.”
Lokale tiltags betydning i Ringsted Kommune
I Ringsted Kommune betyder de nye tiltag blandt andet, at:
• Skoleklasser fra og med 5. klasse sendes hjem og undervises digitalt fra på mandag. Der kan være undtagelser for sårbare børn og unge, som meldes særskilt ud fra Skolecentret. Opstarten efter nytår meldes også særskilt ud. 0.-4. klasse undervises fortsat på skolerne.
• Ringsted Svømmeland, Ringsted Bibliotek og Borgerservice, Ringsted Kongrescenter og Ringsted Musik- og kulturskole lukker fra fredag kl. 16.00. Ringsted Musik- og Kulturskole gennemfører digital undervisning i det omfang, det kan lade sig gøre.
• Borgerservice har åben for telefon. På enkelte kritiske områder vil man kunne bestille fysisk betjening efter telefonisk kontakt.
• Ringsted Sportcenter lukker fra fredag kl. 16.00, dog må der gerne afvikles udendørs sportsaktiviteter.
• Jobcentret vil have telefonisk åbent for borgere på tlf. 57 62 64 20, for virksomheder på tlf. 57 62 64 60 og Ungeenheden kan kontaktes på tlf. 57 62 87 30. Der vil være mulighed for at bestille tid til en fysisk samtale, hvis der er et akut behov for det, men det skal være efter telefonisk aftale. Alle planlagte samtaler vil forsætte, dog telefonisk eller digitale.
• Ringsted Kommunes sagsbehandling mv. fortsætter som udgangspunkt normalt. Alle Ringsted Kommunes medarbejdere, der ikke har ”kritiske funktioner”, opfordres dog til at arbejde hjemmefra fra på mandag, så borgere kan ikke møde frem på kommunens afdelinger, og der kan være ændringer ift. den normale service.
Skoler, daginstitutioner, plejecentre mv. vil komme med mere information via de sædvanlige kanaler, så snart det er muligt. Forældre til elever i skoler og dagtilbud opfordres til at holde sig orienteret via Aula eller BørneIntra.
Hold dig opdateret om råd og restriktioner
Se alle de gældende restriktioner og finde gode råd og vejledninger på www.coronasmitte.dk.
Se, hvordan restriktionerne påvirker Ringsted Kommunes tilbud og services, på www.ringsted.dk/corona.