Torsdag den 9. marts er der igen Foreningernes Gallaaften, hvor det frivillige foreningsliv er inviteret til gallafest i Ringsted Kongrescenter. Der er også uddeling af Ringsted Kommunes Handicapprisen, Frivilligprisen, Integrationsprisen og Foreningslederprisen samt Trelleborg Fondens Kulturpris og Idrætspris.
Hvert år arrangerer Ringsted Kommune Foreningernes Gallaaften, hvor det frivillige foreningsliv hyldes for deres indsats gennem året. På aftenen uddeler Ringsted Kommune også priser til foreningslivet: Handicapprisen, Foreningslederprisen, Integrationsprisen og Frivilligprisen. Også Trelleborg Fondens Kulturprisen og Idrætsprisen uddeles på gallaaftenen, ligesom idrættens medaljevindere fra det forgangne år hædres.
Borgmester Henrik Hvidesten siger:
”I Ringsted Kommune er der heldigvis et rigt foreningsliv båret af en masse engagerede frivillige i vores mange forskellige foreninger. De frivillige betyder derfor utrolig meget for mange menneskers hverdag og også for udviklingen af vores lokalsamfund. Derfor vil vi gerne gøre noget ekstra for at sige tak og hylde de frivillige, fordi de har valgt at bruge deres fritid til gavn for andre og dermed også for hele Ringsted Kommune,” siger borgmester Henrik Hvidesten.
Det er Byrådet, som beslutter prismodtagerne til Ringsted Kommunes priser på baggrund af indstillinger fra foreningslivet.