Klima- og Miljøudvalget har besluttet at udvide tidspunktet for og omfanget af natsluk i Ringsted Kommune, så gadelyset flere steder nu slukkes fra kl. 23.00 til kl. 05.00 på hverdage. Ved blandt andet lyskryds, fodgængerfelter og stationen slukkes ikke for lyset om natten.
Som et bidrag til at reducere energiforbruget har Klima – og Miljøudvalget besluttet at udvide omfanget at natsluk i kommunen. Det betyder, at der, hvor der allerede nu natslukkes på hverdage mellem kl. 01.00-05.00, udvides det til at gælde mellem kl. 23.00-05.00 natten til mandage-torsdage samt kl. 01.00-05.00 natten til fredag-søndag. Ændringen forventes gennemført i løbet af få uger.
På veje og stier, hvor der pt. ikke natslukkes, vil ca. hver anden gadelampe blive slukket mellem kl. 23.00-05.00 natten til mandage-torsdage samt kl. 01.00-05.00 natten til fredag-søndag. Ændringen forventes at blive udført inden udgangen af 2022.
Formand for Klima- og Miljøudvalget, Britta Nielsen, siger:
”Det er en ekstraordinær energisituation, som vi har i denne tid, og derfor har vi også som kommune et ansvar for at bidrage. Som situationen er lige nu, handler energisparende tiltag også om at sikre, at der er energi nok til os alle i vinteren, og derfor har vi også valgt at skrue lidt ned for timerne, hvor der er tændt gadebelysning,” siger hun og fortsætter:
”Når det drejer sig om gadebelysning, vil det altid være en afvejning af energiforbrug over for trafiksikkerhed og tryghed. Derfor slukker vi heller ikke for gadebelysning ved for eksempel skoler og lyskryds, ligesom der forsat vil være lys alle de steder, hvor armaturerne er skiftet til LED – her vil lyset blot blive dæmpet.”
Gadebelysning med LED vil forblive tændt
Mange steder er gadebelysningen udskiftet til moderne LED amarturer, og disse steder vil gadebelysningen forblive tændt om natten, da lyset her i stedet dæmpes om natten, hvorved en stor besparelse opnås. Af tekniske årsager er det kun muligt at udføre dæmpning i områder, hvor det kun er LED lys, og disse er forbundet til samme tændskab.
Der slukkes ikke for gadebelysningen om natten ved lyskryds og fodgængerfelter, ved skoler og på forpladsen ved Ringsted Station ligesom gadebelysningen i bymidten (Torvet, Nørregade, Sct. Hansgade og Tingade) ikke ændres.