Ringsted Kommune følger Center for Cybersikkerheds råd og vil derfor ikke bruge den digitale platform TikTok.

Det sociale medie TikTok har fyldt meget i danske medier de seneste dage, efter at Center for Cybersikkerhed frarådede statslige myndigheder at bruge appen.

Ringsted Kommune følger også anbefalingerne til statslige myndigheder fra Center for Cybersikkerhed og vil derfor ikke bruge det sociale medie i sin formidling.

Gitte Løvgren, direktør i Ringsted Kommune, siger:

”Ringsted Kommune vil følge Center for Cybersikkerheds anbefalinger for statslige myndigheder, og vi vil derfor ikke bruge TikTok i vores kontakt med borgerne. Alle medarbejdere er derfor blevet bedt om at fjerne appen fra deres tjenstlige enheder.”

TikTok er ejet af virksomheden ByteDance, og den er ifølge Center for Cybersikkerhed underlagt kinesisk sikkerhedslovgivning, som giver myndighederne i landet beføjelser til at indsamle oplysninger fra kinesiske elskaber.

Flere af de datakilder, som TikTok har mulighed for at indsamle, kan potentielt anvendes til at udføre spionage mod brugere af app’en, vurderer Center for Cybersikkerhed.

”TikTok samler ekstraordinært meget data om sine brugere, men ingen ved med sikkerhed, hvad der sker med dataen. Og da Center for Cybersikkerhed vurderer, at flere af de datakilder, som TikTok har mulighed for at indsamle, potentielt anvendes til at udføre spionage, følger vi deres vurdering og vil ikke bruge appen i Ringsted Kommune,” siger direktør Gitte Løvgren.

 

Foto: ABW