Ny undersøgelse viser, at kulturkunderne har ekstremt stor tillid til kulturbranchens håndtering af corona krisen og er klar til at genoptage deres kulturforbrug, så snart det igen bliver muligt. I Ringsted er Kongrescentret lige så parate som de ventende gæster.
Kulturforbrugere landet over er parate til at igen at tage til koncert, på festival, i teatret og på stadion. Det viser en helt ny undersøgelse blandt 1.774 kulturkunder, der udviser ekstremt stor tiltro til oplevelses- og eventbranchen – og ekstremt stor lyst til igen at kunne tage del i kulturlivet.
Ifølge undersøgelsen, der offentliggøres torsdag, svarer 92 procent af de adspurgte, at de i nogen eller høj grad har tillid til eventbranchen, og på tværs af kulturaktiviteter siger godt 82 procent, at de er klar til at deltage i arrangementer, når forsamlingsforbuddet tillader det
Markant øget lyst til at komme ud
Undersøgelsen, der er foretaget blandt Billetlugens brugere og således tæller personer med et stort kendskab til kulturverdenen, er en opfølgning på en tilsvarende undersøgelse fra september 2020. Og i det mellemliggende halve år er lysten til at tage til kulturarrangementer steget markant.
I september svarede 40 procent, at de ville tage til samme antal festivaler, musical-/teaterforestillinger og sportsbegivenheder som før udbruddet af Covid-19, er det tilsvarende tal nu 60 procent. Og hvor 20 procent af de adspurgte dengang sagde, at de ville gå til flere koncerter, er tallet i dag 30 procent. Færre end hver tiende vil deltage i færre arrangementer.
Tillid til branchens tiltag
Ifølge undersøgelsen føler flest brugere sig trygge, hvis der er personale til at sikre, at retningslinjerne overholdes. Afstand og fraværet af køer er det næstmest tryghedsskabende element, mens brugen af mundbind er den mindst tryghedsskabende foranstaltning.
” I perioden 1. september til 11. december 2020 præsenterede Ringsted Kongrescenter 63 koncerter og forestillinger med op til 500 deltagere, som var det maksimale antal i henhold til de gældende corona retningslinjer. Vi har bevist, at vi kan sikre en forsvarlig og professionel afvikling. Derfor er det glædeligt at notere at vores kunder er klar til at få kickstartet kulturen og har tillid til, at vi kan tilbyde en tryg og forsvarlig ramme” siger Marius Byriel, direktør i Ringsted Kongrescenter
Formand for Danske Koncert- og Kulturhuse (DKK), Torben Seldrup, garanterer, at hans medlemmer er klar.
”Undersøgelsen viser os, at kulturgæsterne har tillid til den professionelle måde, arrangørerne har tacklet coronakrisen og de mange restriktioner på. Det er vi ekstremt glade for og stolte over. Vi har gjort os mange vigtige erfaringer undervejs, og fra branchens side kan jeg blot sige, at vi er lige så parate, som vores kunder,” siger Torben Seldrup
Undersøgelsen er udarbejdet i januar/februar 2021 i et samarbejde mellem Billetlugen og CXO/Thulstrup Research blandt 1.774 brugere.