700 elever fra ZBC, Midtsjællands Gymnasium og 8. klasser på kommunens folkeskoler arbejder med innovative løsninger på autentiske udfordringer.
Som en del af Innovationsugen 2024 er elever fra Zealand Business College (ZBC) og Campusskolen med til at skabe fællesskaber mellem unge. Fællesskaberne skal engagere og skabe værdi for dem, der er med og samtidig skal løsningen kunne gennemføres i elevernes eget lokalområde.
Udfordringen med at skabe fællesskaber er blot én ud af mange forskellige cases, som omkring 700 elever fra 8. klasse på kommunens folkeskoler samt elever fra ZBC og Midtsjællands Gymnasium arbejder med at løse i forbindelse med den årlige Innovationsuge.
Innovationsugen i Ringsted Kommune er en uge, hvor lokale unge fra folkeskoler og ungdomsuddannelser arbejder med lokale virksomheders udfordringer.
I år er Fællesskabsby Ringsted for første gang med som case. Her skal de unge komme med deres bud på, hvordan flere kommer med i Ringsteds fællesskaber og foreninger på linje med udfordringer fra blandt andet Sydbank og Ringsted Festivalen.
– Det er spændende for os at deltage i Innovationsugen. Fællesskabsby Ringsted er på mange måder et innovationsprojekt i sig selv, da vi jo skal afprøve, hvordan man som by på tværs af fagligheder og sektorer kan understøtte adgangen til fællesskaber. Vi skal netop til at kigge mere ind i, hvordan man får flere unge med, så det er superspændende at få inputs fra en masse unge – måske de kan komme med nye idéer til tiltag, som vi ikke selv kunne komme på,” siger fællesskabsguide Heidi Brehm.
Når eleverne arbejder med casen fra Fællesskabsby, fokuserer de på social innovation, hvor de skal udvikle nye idéer til at imødekomme samfunds- eller miljømæssige behov.
Fra idé og forståelse til finale
Til Innovationsugen har 10 lokale virksomheder udarbejdet autentiske udfordringer til eleverne.
Mandag starter ugen derfor med at en repræsentant fra virksomheden præsenterer den enkelte problemstilling for eleverne. Derefter arbejder eleverne sig gennem de forskellige faser af innovationsprocessen blandt andet idéfasen og forståelsesfasen.
Det hele kulminerer med den store finaledag på fredag den 15. november i Ramblaen i Ringsted Sportscenter.
Her får alle elever mulighed for at præsentere deres idéer for et panel bestående af dommere og virksomheder. I dommerpanelet er både ledere, konsulenter og byrådspolitikere repræsenteret. Hver virksomhed kårer både en vindergruppe fra folkeskolerne og en fra ungdomsuddannelserne.
– Innovationsugen giver eleverne mulighed for at arbejde med virkeligsnære og autentiske problemstillinger og opleve, hvordan en innovationsproces kan fungere i praksis, siger tovholder Emil Ellekrog Zeuthen fra Ringsted Kommune og fortsætter:
– Ved at samarbejde tæt med virksomheder får eleverne både indsigt og erfaring, som de kan tage med videre i deres uddannelse og karriere. Selvom der sjældent skabes færdige løsninger på en uge, henter virksomhederne inspiration fra elevernes kreative idéer, når alle samles til finalen i Ringsted Sportscenter.