Torsdag aften modtog Ringsted Festivals leder, Anders Sørensen, Rotarys højeste udmærkelse, den såkaldte Paul Harris Fellow, der er opkaldt efter stifteren af Rotary. Hæderen gives til medlemmer, og ikke-medlemmer, som har ydet en ekstraordinær indsats, fx i lokalsamfundet.
Anledningen til udmærkelsen tager udgangspunkt i , at Rotarys fond ”Foundation” i år fylder 100 år. Det markerer man i Rotary ved, at 100 klubber landet over har kunnet indstille ikke-rotarianere til at modtage anderkendelsen.
“En enig bestyrelse for Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub har derfor indstillet festivalleder Anders Sørensen. Han har med sit virke formået at udvikle byens fællesskab, bragt kulturen og navnlig musikken ud til alle samfundslag og har gennem denne indsats været med til at sætte Ringsted på verdenskortet.
Anders Sørensens indsats har på alle måder været forbilledlig, og det kom derfor ikke som nogen overraskelse, at Rotary Danmark imødekom vores indstilling,” sagde Christian Sig Jensen, præsident for Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub.
Anders Sørensen fik overrakt den prestigefyldte Paul Harris-nål og modtog samtidig i et diplom som anerkendelse af sit virke med Ringsted Festival.
Ringsted Sct. Bendts Rotary Klub er del en verdensomspændende organisation, der giver mulighed for menneskelig og faglig udvikling på tværs af faggrænser og niveau. Klubben har 46 medlemmer.