Torsdag aften tog Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub afsked med sin brasilianske udvekslingsstudent Sônia Firmarto 17 år, der efter snart et år i Ringsted, skal tilbage til det sydamerikanske kontinent.

Sônia har boet hos tre forskellige værtsfamilier siden august 2016 og har gået i 2.G. på Midtsjællands Gymnasium.

Hvert år sender Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub et ungt menneske på et årligt studieophold et sted i verden. På tilsvarende vis modtager klubben et ungt menneske, der skal opholde sig i Ringsted i et år.

Torsdag aften kunne klubbens medlemmer også hilse på 15 årige Sebastian Bruun De Neergaard fra Jystrup. Sebastian skal efter sommerferien på et års ophold i Wisconsin, USA – betalt af Rotary. Han skal gå på high school og bo hos forskellige værtsfamilier, så han får The American Way of Life ind under huden.

Udvekslingsstudenter på vej hjem og ud. Fra venstre brasilianske Sônia Firmarto, der efter et oplevelsesrigt år i Ringsted glæder sig til gensynet med sin familie. I midten Christian Sig Jensen, præsident for Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub, og til højre Sebastian Bruun De Neergaard. Foto: Sct. Bendts Rotaryklub.

“Det er en kæmpe oplevelse at tage imod en student på 16-18 år fra udlandet, som stort set ikke kender noget til Danmark. Vi har i over 30 år sendt unge ud i verden og har modtaget unge her i Ringsted. Et sådant ophold giver venskaber for livet og øger forståelsen for andre kulturer,” siger, Christian Sig Jensen, præsident for Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub.

Klubben glæder sig allerede til august, hvor Counsellor Kim Nielsen, der er ansvarlig for klubbens udvekslingsprogram, tager imod en ny student. Denne gang en 17-årig pige fra Japan.

“Vi opfordrer familier, der har lyst til at åbne deres hjem for unge i en tre-måneders periode, om at kontakte os for at få mere information om, hvad Rotarys udvekslingsprogram går ud på,” siger Kim Nielsen, der kan kontaktes på telefon 2112 3565 og e-mail kimnielsenringsted@gmail.com.

Brasilianske Sônia Firmarto (nr. 5 fra venstre) har i løbet af sit år i Ringsted boet hos værtfamilierne Bruun De Neergaard, Lund og Haxgart, der her er samlet til afsked. Foto: Sct. Bendts Rotaryklub.

Rotarys program

Hvert år udveksles omkring 200 unge danske med unge fortrinsvis fra USA, Sydamerika og Australien. På verdensplan omfatter denne ungdomsudveksling inden for Rotary International næsten 8.500 unge årligt.

Programmets formål er, at fremme international forståelse ved at gøre det muligt for unge mennesker at opholde sig i fremmede lande, så de gennem et års ophold kommer til at opleve andre folkeslags levevis og skikke samt følge deres skole i omgivelser helt forskellige fra deres hjemlige forhold.

Dermed er programmet med til at modne de unge og udvide deres horisont, når de skal leve sammen med og indordne sig under folk fra en anden kultur, religion og race end deres egen.

Ungdomsudvekslingen omfatter fortrinsvis Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Chile, Colombia, Indien, Japan, Mexico, New Zealand, Peru, Sydafrika, Taiwan, Thailand og USA samt  en række europæiske lande.

Udvekslingen omfatter et skoleår, oftest fra august til juni. De unge bor sædvanligvis hos tre til fire  familier. De er knyttet til en Rotaryklub, som under opholdet er deres værtsklub, og får deres skolegang i en nærliggende skole, så de ikke behøver at skifte skole, når de skifter familie.

/Pressemeddelelse – Sct. Bendts Rotaryklub