13
Benløse-backen Rasmus Poulsen stod for to mål og en assist i 7-5-sejren.

Den anden kvartfinale mellem Benløse Floorball og Sunds Floorball indeholdt det meste. Spænding, spektakulære mål, en straffeslagsredning, syngende tacklinger og desværre en ambulance. Til sidst vandt Benløse 7-5.

Andendagsgildet mod jyderne fra Herning-egnen begyndte i højt tempo, og Benløse satte sig først igennem efter et smukt angreb, som Rasmus Poulsen omsatte til 1-0.

En periode overskyggede dog alt andet. Efter 12 minutters spil røg Benløses Milan Adam i gulvet efter en vanvittig tackling fra Sunds-anfører Anders Holm. Det gik så slemt for sig, at en ambulance måtte tilkaldes.

Benløses ungarske profil havde store smerter, og der var stramme ordrer om ikke at rykke Milan Adam, fordi der var frygt for, at han havde skadet sin nederste del af ryggen. Han røg derfor på et såkaldt spine-board for at forebygge evt. nerveskader. Der gik 20-25 minutter før kampen blev genoptaget.

Lindström pillede straffe
Det var med et rystet Benløse-mandskab, og det blev lidt mere op af bakke, da Sunds fik straffeslag sidst i perioden, men Benløse-keeper Emil Lindström pillede Søren Holms forsøg, og Sunds fik heller ikke udbytte af det efterfølgende overtal.

I anden periode udnyttede Sunds en række Benløsefejl og fik både udlignet og bragt sig på 2-1 og 3-2. Hjemmeholdets maskine virkede langt fra smurt, men mål af Frederik Grønhøj Stigaard, Rasmus Poulsen og Mathias Glass hakkede en pauseføring på 4-3 hjem.

Der var derfor lagt op til en spændende afslutning, og det fik dagens 300 tilskuere i den grad, da Sunds’ Mathias Lauridsen udlignede til 4-4 med et lille kvarter igen.

Udvisninger blev afgørende
Indtil da havde kampen kun budt på to udvisninger til Benløse, men så blev Sunds ramt af tre styk i streg. Blandt andet en 5-minutters, og det blev afgørende.

Benløses power-play vadede i chancer fem mod tre, men skarphed var i den grad en mangelvare, inden det til sidst lykkedes af få den lille, hvide runde i kassen. Først 5-4 ved Mathias Glass og efterfølgende 6-4 ved Martin Willén. Begge gange assisteret af Tim Jannerup.

Gavehumøret blev dog fundet frem. I overtal tillod Benløse Sunds-topscorer Mikkel Skov alt for meget plads, og han huggede resolut kuglen i mål. Eventyret endte lykkeligt, hvor Benløse tog publikum med gennem hele følelsesregistret. Til sidst slog Jacob Bøge nemlig det sidste søm i kisten til slutresultatet 7-5.

“Det var bestemt ikke nogen stor kamp, vi spillede. Vi var alle noget rystede af Milans uheld tidligt i kampen. Vi frygtede, at det var virkelig slemt, og så bliver resultatet jo pludselig en biting. Heldigvis var det ikke så slemt, og jeg er tilfreds med, at vi til sidst red stormen af, selv om det var mere spændende en kønt” sagde Benløses træner, Jens Hagbart, efter sejren, der betyder at Benløse nu fører 2-0 i kampe og er en sejr fra semifinalen.

Milan Adam tilbage i hallen
Milan Adam kom, til stor jubel for publikum, tilbage i hallen igen efter at være blevet undersøgt på skadestuen i Slagelse. Svært humpende, men ved godt mod og med en kontrolaftale mandag. Forhåbentlig er der blot tale om et voldsomt slag over lænden. Og forhåbentlig får vi Adam at se på banen igen i slutspillet, men det er meget usikkert.

Benløse var i øvrigt også uden Mathias de Fries, der blev så skadet i 9-4-sejren lørdag, at han ikke kunne spille søndag.

Nu fortsætter serien i Sunds næste weekend med kamp 3 lørdag kl. 16.00. Vinder Sunds den, spilles kamp 4 søndag kl. 10.00 i Sundshallen, og en evt. femte og afgørende kamp skal spilles søndag den 20. marts i Dansk Kabel TV Arena.

Overblik – kvartfinalerne
Benløse fører 2-0 i kampe over Sunds
Rødovre – Hvidovre: Den serie står 1-1 i kampe
Vendsyssel fører 2-0 i kampe over AaB
Copenhagen fører 2-0 i kampe over Frederikshavn

Resultater fra kampen:
Benløse – Sunds 7-5 (1-0, 3-3, 3-2)
07.06: 1-0 Rasmus Poulsen (Martin Willén)
19.32: Søren Holm (Sunds) brænder straffe på Emil Lindström
19.32: U2 Jacob Bøge (Benløse)
22.16: 1-1 Mikkel Skov (Søren Holm)
23.27: 1-2 Morten Handgaard (Søren Holm)
26.19: 2-2 Frederik Grønhøj Stigaard (Jacob Bøge)
31.55: 2-3 Mathias Lauridsen (Anders Holm)
32.49: 3-3 Rasmus Poulsen (Martin Willén)
33.31: 4-3 Mathias Glass (Jacob Bøge)
36.38: U2 Niklas Elfving (Benløse)
46.56: 4-4 Mathias Lauridsen
51.54: U2 André van Enckevort (Sunds)
52.21: U5 Anders Holm (Sunds)
52.21: Time out Benløse
53.12: U2 Mathias Bust (Sunds)
55.52: 5-4 Mathias Glass (Tim Jannerup)
56.05: 6-4 Martin Willén (Tim Jannerup)
56.18: 6-5 Mikkel Skov (André van Enckevort)
57.39: Time out Sunds
59.29: 7-5 Jacob Bøge (Rasmus Poulsen)
59.29: U2+10 Mathias Lauridsen (Sunds)

Udvisninger: Benløse 2x2min., Sunds 2x2min., 1x5min og 1×2+10min.
Dommere: Troels Arpe-Strøm og Ronni Andersen
314 tilskuere i Dansk Kabel TV Arena

Programmet for kvartfinalerne:
-> Kamp 3: Lørdag d. 12. marts kl. 16.00 i Sundshallen
-> Evt. kamp 4: Søndag d. 13. marts kl. 10.00 i Sundshallen
-> Evt. kamp 5: Søndag d. 20.00 marts i Dansk Kabel TV Arena