Klar til menighedsrådsvalg i Ringsted Sogn:

Samarbejdslisten stiller med 14 kandidater

Tirsdag 15. oktober indleverede tre medlemmer af Ringsted Sogns menighed officielt en liste med 14 kandidater til det kommende menighedsråd.

Listens navn er ”Samarbejdslisten” og er et alternativ til den liste, som andre medlemmer af menigheden allerede har sat sammen.

Dermed skal medlemmerne af Folkekirken i Ringsted Sogn til valg tirsdag den 19. november og stemme om 15 pladser i det kommende menighedsråd.  

Samarbejdslisten konstaterer i øvrigt, at tre kandidater er sprunget fra den anden liste, og at to af dem har tilsluttet på Samarbejdslisten. Den tredje kandidat, der fik flest stemmer ved opstillingsmødet, har valgt helt at trække sig.

”Der har været stor interesse for at stille op på vores liste, og det er lykkedes os at sammensætte et stærkt kandidathold, der består af både nuværende og tidligere menighedsrådsmedlemmer. Desuden kan vi præsentere en række nye kandidater, der hver især har forskellige kompetencer, som det kommende menighedsråd vil nyde godt af. 

Vi ønsker at gøre en forskel ved at styrke samarbejdet og åbenheden internt i det kommende menighedsråd, der er en hjørnesten i kirkens arbejde,” siger Hans-Kurt Hansen, som er talsmand for Samarbejdslisten og nuværende medlem af Ringsted Sogns menighedsråd.

Han tilføjer: ”Vores indsats skal ikke blot gavne menigheden, men også de mennesker i vores samfund, som har brug for en håndsrækning i livets svære stunder. I det kommende menighedsråd vil vi arbejde for at gøre kirken til et sted, hvor alle føler sig velkomne. Vi har et fælles ansvar for sammen med kirkens præster, frivillige og øvrige medarbejdere at skabe en stærkere forbindelse mellem kirken, menigheden og det omgivende samfund.”

Samarbejdslisten vil – i tråd med Roskildes Stifts pejlemærker for stiftets sogne – arbejde for, at 

  • sikre en kommunikation, der understøtter kirkens synlighed, formidling af den gode historie og forkyndelsen
  • sikre et sundt arbejdsmiljø. Folkekirken bør være et godt sted at arbejde og mødes – som ansat, valgt, frivillig og besøgende
  • medvirke til folkekirkens grønne omstilling
  • arbejde for en åben og nærværende kirke – også for migranter, gæster og ikke-dansktalende borgere samt børn, unge og mennesker på kanten af samfundet.

 

Samarbejdslistens 14 kandidater er fra venstre bagerst: Torsten Christiansen (ny), Christian Pedersen (ny), Jesper Thorup-Jensen (nuværende medlem), Anne-Grethe Jørgensen (ny), Hans Kamp (ny) og Claus Thorsager (ny). Fra venstre forrest: Ulla Kristensen (tidligere medlem), Henry Hansen (tidligere medlem), Torsten Baggesen ny, Lonni Olsen (nuværende medlem), Anne Holtze Petersen (ny), Trine Kruse Lykkegaard (ny), Hans-Kurt Hansen (nuværende medlem) og Ole Hvidesten (ny). Pressefoto
Tre af kandidaterne fra Samarbejdslisten – tidligere menighedsrådsmedlem Henry Hansen, nuværende menighedsrådsmedlem Hans-Kurt Hansen og nyopstillede Ole Hvidesten afleverede tirsdag den 15. oktober en liste med de 14 kandidater, der stiller op for Samarbejdslisten, på Ringsted Sogns kirkekontor. Pressefoto