Den 26. oktober udkommer bogen Sjælland, Lolland, Falster og Møn – fra istid til moderne tid, som er den første bog, der sætter fokus på netop dette områdes historiske udvikling.

Forfatteren Christian Kjær Monsson har i mange år studeret udviklingen på Sjælland og øerne både som ph.d.-studerende, analytiker og embedsmand, og han har skrevet bogen, fordi han mener, at det er vigtigt, at vi i regionen kender vores fælles historie.

”Jeg tror, at mange ikke er klar over, hvor vigtig en rolle Ringsted historisk har haft for regionen. I middelalderen var det i Ringsted, at Sjællands landsting mødtes under åben himmel. Landstinget udgjordes primært at adelige, og de bidrog til at udforme love for regionen, afgjorde retstvister og valgte konger sammen med de øvrige hovedlandsting i Danmark. Det er først i 1805, at landstinget endeligt nedlægges. Men i modsætning til Viborg forsætter Ringsted ikke med at have en landsret, ligesom Ringsted ikke kom til at huse amtskontoret eller senere regionshuset,” fortæller Christian Kjær Monsson.

Christian  har gennem årene besøgt stort set alle dele af regionen, og han har et indgående kendskab til både områdets geografiske struktur og de politiske beslutninger, der ligger til grund for områdets udvikling. Gennem tre år har han indsamlet den viden og data om Sjælland og øerne, der er illustreret i bogen.

Et af de historiske emner, Christian Kjær Monsson tager op, er de særlige regler, der gjaldt for bønderne i regionen, og konsekvenserne heraf. Sjælland og øerne havde i flere hundrede år sine egne love og regler, og fra slutningen af middelalderen og frem til 1700-tallet var bønderne her underlagt lang strengere regler og vilkår end bønder i Jylland og på Fyn. For eksempel havde en bonde på Sjælland og øerne i praksis ikke mulighed for at eje sin egen gård eller flytte væk fra sin herremands jord.

”Betydningen af disse livsvilkår kan have sat varige spor – både i den måde, som regionen udviklede sig på, og i den måde, som borgerne på øerne bliver opfattet i dag,” siger Christian Kjær Monsson, der synes, det er interessant at se på, hvordan geografi, politik og teknologi har skabt rammerne om livet, og hvordan det har påvirket befolkningen på Sjælland, Lolland, Falster og Møn gennem generationer.

Sjælland, Lolland, Falster og Møn

En fortælling om øerne fra istid til moderne tid

Christian Kjær Monsson

Udkommer 26. oktober ’23

Skriveforlaget

Pris 299,95