En medarbejder på Søholmskolen er blevet anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse af elever på 3. og 5. årgang.
Søholmskolen har anmeldt en medarbejder fra skolen til politiet på grund af mistænkelig adfærd.
Den pågældende medarbejders telefon blev fundet, hvor den tilsyneladende var i gang med at optage fra et eksternt kamera i et omklædningsrum med børn eller unge mennesker.
Søholmskolen har omgående anmeldt sagen til politiet, som efterforsker hændelsesforløbet og eventuel brug af billeder som kan være optaget.
Medarbejderen kommer ikke tilbage på skolen.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at den pågældende medarbejder har blufærdighedskrænket børn på 3. og 5. klassetrin ved at filme dem i skolens omklædningsrum. Den pågældende medarbejder har erkendt over for politiet, at han har foretaget de skjulte optagelser.
Politiet har endnu ikke det fulde overblik over, hvor mange børn, der er blevet filmet. Det vi får oplyst af politiet, er, at der er tale om elever på 3. og 5. klassetrin.
– Det er en sag, vi betragter med meget stor alvor, og jeg er dybt rystet. Vi anmeldte straks sagen til politiet, og vi har orienteret elever, forældre og ansatte på skolen om det, som vi ved om sagen på nuværende tidspunkt. Vi er i gang med at tilbyde og yde psykologisk støtte og rådgivning til de elever, forældre og medarbejdere som skulle få brug for det, siger Flemming Waldemar Johansen, leder af Søholmskolen.
Politiet oplyser også i deres pressemeddelelse, at den pågældende vil blive løsladt efter endt afhøring.