Ringsted Kommune har netop spurgt de mere end 1200 deltagere i kommunens borgerpanel om deres tilfredshed med en lang række områder i kommunen. Kommunen gennemførte en lignende undersøgelse i 2011, og derfor er det muligt at se på udviklingen i tilfredsheden med Ringsted Kommune de seneste år. Og resultatet er klart: På 10 ud af 13 hovedområder er der stigende tilfredshed med Ringsted Kommune, på to områder er der samme tilfredshed som for fire år siden, og kun på et enkelt område er tilfredsheden faldet. Så borgmester Henrik Hvidesten er glad for borgernes tilbagemelding:
”Vi gennemfører denne måling for at få et pejlemærke på, hvordan kommunens service og aktiviteter opleves af borgerne. Og så er det jo rigtig rart at få den tilbagemelding, at vi generelt set gør det bedre end tidligere”, siger borgmester Henrik Hvidesten.
De områder, der er allerstørst tilfredshed med i undersøgelsen er indkøbsmulighederne i kommunen, sports- og motionsfaciliteterne og kommunens natur og rekreative områder. De områder, hvor borgerne er mindst tilfredse er bl.a. bylivet i kommunen, indsatsen i forhold til langtidsledighed og vedligeholdelsen af kommunens folkeskoler.
”Undersøgelsen belyser dog en lang række andre områder og er på mere end 200 sider. Nu skal vi politisk til at se tallene grundigt igennem, for vi vil bruge resultaterne til at se på, hvilke indsatser vi skal prioritere i de kommende år. Det er der selvfølgelig mange forhold der spiller ind på – kommunens økonomi og politiske ønsker – men det er altså vigtigt for os at se, hvordan et meget bredt udsnit af kommunens borgere oplever, vurderer og prioriterer kommunens service”, slutter borgmester Henrik Hvidesten.
Fakta om undersøgelsen:
• Undersøgelsen er en 360 graders belysning af borgernes syn på kommunen.
• Deltagerne i borgerpanelet er stillet en række spørgsmål om deres tilfredshed med forskellige indsatsområder, vigtigheden af disse og deres syn på kommunens politikere, økonomi og prioriteringer.
• Resultaterne er en overordnet ”radar”. Undersøgelsen er ikke en facitliste, men en generel indikator på, hvor kommunen gør det godt, og hvor borgerne oplever plads til forbedring.
• 600 ud af borgerpanelets 1200 deltagere har svaret på undersøgelsen. Resultatet er dermed statistisk holdbart.
Hovedrapporten om undersøgelsen kan findes her: http://ringsted.dk/borgerpanel (nederst på siden).