Ringsted Kommune har Sjællands tredje laveste langtidsledighed og faldet er højere end faldet på landsplan.
Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at andelen af langtidsledige er på det laveste niveau i 26 år.
I august 2022 var der registreret godt 13.000 langtidsledige i hele landet, svarende til, at 16,9 pct. af de ledige var langtidsledige. Til sammenligning var der i august 2021 i alt 40.000 langtidsledige. Langtidsledighed er her defineret som ledighed i minimum 80 pct. af tiden i de seneste 52 uger.
I Ringsted Kommune lå andelen af langtidsledige i august 2021 på 24,1 pct., og i august 2022 var andelen af langtidsledige faldet til 11,9.
Ringsted Kommune ligger dermed langt under landstallet som nr. 3 på Sjælland, kun overgået af Solrød og Allerød på hver 9,9 pct., som deler 1. pladsen.
Siden genåbningen efter corona-nedlukningen er antallet af beskæftigede steget markant, og også Ringsted Kommune har oplevet en god stigning i antallet af fuldtidsbeskæftigede borgere fra 13.479 i juli 2021 til 14.960 i juli 2022.
“Ringsted Kommune har med sin gode beliggenhed midt på Sjælland altid haft en høj beskæftigelse, med mange gode virksomheder på en lang række erhvervsområder, hvor især handel og transport, industri og bygge og anlæg bidrager til at skabe en høj beskæftigelse,” siger formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget, Johnny Dahlgaard.
”Vi har er godt samarbejde mellem virksomhederne og beskæftigelsesområdet og et stærkt fokus på at få alle, der kan, ud i job. Det er godt for os alle, hver gang bare ét menneske kommer tilbage i job”.