Den 10. september kan selvstændige og iværksættere endnu engang blive klædt godt på til at styre økonomien i deres virksomheder. Her starter næste runde af det populære fokuskursus i regnskab og økonomi i Ringsted.

Ringsted og Køge Erhverv, der udbyder kurset, har inviteret Andreas Stahlberg, som er tidligere skattesagkyndig, uddannet revisor og erfaren foredragsholder til at styre slagets gang, og han er populær hos de tidligere kursister.

”Kurset i regnskab og økonomi er givende, inspirerende og holder et højt fagligt niveau. Jeg fik en masse med hjem og kan varmt anbefale andre at deltage”, udtaler tidligere kursist Maria Gullestrup, som driver start-up virksomheden Klarken Kaniner ved Herfølge.

En af styrkerne ved kurset er ifølge hende Andreas Stahlbergs evne til at formidle emner som regnskab, bogføring og budgettering på et forståeligt og håndgribeligt niveau.

Underviser på Fokuskursus i Regnskab og Økonomi Andreas Stahlberg er tidligere skattesagkyndig, udannet revisor og er en erfaren foredragsholder.
Underviser på Fokuskursus i Regnskab og Økonomi Andreas Stahlberg er tidligere skattesagkyndig, udannet revisor og en erfaren foredragsholder.

Der er penge at spare
Som selvstændig kan man bruge mange ressourcer på regnskaber, og oplever man, at det er svært, er det nemt et nedprioritere. Men der er ifølge Andreas Stahlberg meget at hente, hvis man gør en lidt større indsats netop her:

”Hvorfor betale andre i dyre domme for at lave regnskaberne i ens egen virksomhed, når man kan lære at lave det meste selv og spare tusindvis af kroner hvert år? Ud over at spare penge får man et overblik over virksomhedens økonomi, hvilket i sig selv er meget, meget væsentligt. Det er i sidste ende ens egen økonomi, det handler om”, siger Andreas Stahlberg.

Kurset er for både nystartede, iværksættere og mere erfarne selvstændige. Det kræver ingen forudgående kompetencer inden for regnskab at deltage.

På kurset lærer deltagerne at lave deres egne regnskaber fra A-Å, de lærer om selvangivelse, budgettering og får i det hele taget de værktøjer, de har brug for til at skabe overblik over virksomhedens økonomi. Og samtidig får de mulighed for at prøve det hele af i praksis. Virksomheder fra både Køge og Ringsted kommuner er velkomne til at deltage.

Interesserede kan læse mere om og tilmelde sig kurset som starter den 10. september på www.ringsted.nemtilmeld.dk

Tid og sted
Kurset, der løber over fire aftener, starter torsdag d 10. september kl.18.00 til 21.30 på Den Kreative Matrikel, Garnisonen 38, 4100 Ringsted.

Kurset koster 800,- kr. inkl. forplejning og materialer.