Danmarks største vandrefestival er i gang og i løbet af tre uger vil der være mere end 100 guidede ture i hele Region Sjælland. Turenes længde spænder lige fra 1 km til flere dages vandring undervejs. For eksempel kan du opleve temature med fortællinger, foredrag og undervisning og hardcore vandreture med masser af kilometer på.
I Ringsted Kommune er der i år to ture, der begge guides af frivillige guider.
Turene er gratis og uden tilmelding. Se mere på Vandrefestivalens nye hjemmeside www.vandrefestivalen.dk, hvor du kan finde ture i hele Region Sjælland.
De fleste af kommunerne i Region Sjælland deltager med ture i vandrefestivalen. Vandrefestivalen blev afholdt første gang i 2009, så det er nu 13. sæson. Vandrefestivalen planlægges af kommunerne i Region Sjælland og turene afholdes af foreninger og frivillige mv., der brænder for at komme ud og gå.
Program:
Rundt om Ringsted
Den 21. august 2021 kl. 10.00.
Turen er en travetur, fortrinsvis på grussti. Turen starter langs Ringsted Å, går over kasernegrunden, krydser Østre Ringvej og går gennem Kærhaveskoven. Derfra går turen tilbage mod Ringsted ad Kærhavestien og gennem kolonihaveområde til udgangspunktet.
Mødested: Parkering syd ved Ringsted Station, Godsbanevej, 4100 Ringsted.
Arrangør: RIMO.
Vandre- og blomstertur i Vrangeskov og Vesterskov
Den 24. august 2021 kl.18.00 – kl.20.00.
En lille aftentur i de smukke skove nord for Haraldsted Sø, dels ad ordinære skovveje og dels ad Oplevelsesstien. Vi tager os tid til at se på nogle af de spændende blomster i området.
Mødested: Det Gamle Traktørsted, Haraldstedvej 130, 4100 Ringsted.
Arrangør: Lokalrådet i Haraldsted og Allindemagle.