I sommeren 2025 åbner den kommunale tandpleje i Ringsted i en samlet klinik på Nørretorv. Den nye klinik får moderne indretning, nyt udstyr og lokaler i et område med andre sundhedsklinikker i bymidten.
Tandplejen i Ringsted Kommune skal fra sommeren 2025 drives fra én stor klinik midt i Ringsted by i stedet for på fire spredte adresser, som det sker i dag. Det vedtog Byrådet i Ringsted Kommune endeligt på byrådsmødet den 15. april 2024.
Tandplejen har i dag afdelinger på Valdemarskolen, Byskovskolen i Benløse og Campusskolen samt tandregulering på Dagmarskolen.
Ved flytningen til en ny klinik tilpasses lokalerne og driften til den brede målgruppe, som Tandplejen rummer i dag. Siden 2021 har den kommunale tandpleje nemlig også varetaget de unge patienter i alderen 18-22 år, på grund af ny lovgivning.
Overtandlæge Signe Køstner Laustsen siger:
”Hvor tandplejen tidligere har været kendt som børnetandpleje eller skoletandpleje, rummer den i dag omsorgspatienter, socialtandplejepatienter og de unge patienter i alderen 0-22 år. Vi udvikler os fra børnetandplejen til den kommunale tandpleje, som servicerer flere patientgrupper. Det vil de nye lokaler understøtte, siger Signe Køstner Laustsen og fortsætter:
”Ved at samle tandplejen er der mulighed for, at den kan give mere smidige og kompetente behandlingsforløb til patienterne. Når tandplejens personale får lettere ved at sparre med hinanden, kan de hurtigere give den rette behandling.
Signe Køstner Laustsen peger også på, at den nye klinik vil give bedre arbejdsgange for personalet og bedre behandlingsforløb:
”De nye rammer giver os mulighed for hurtigere og mere effektivt at levere relevant og specialiseret behandling. Vi vil meget hellere bruge tiden på vores patienter, end at fragte udstyr fra én klinik til en anden og planlægge,” fortæller Signe Køstner Larsen.
Borgmester Klaus Hansen glæder sig også over, at et enigt byråd har vedtaget samlingen i én klinik:
”Vi skal hele tiden sikre, at ressourcerne bruges fornuftigt, og ved at samle vores kommunale tandpleje i én klinik, kan vi samtidig løfte kvaliteten til gavn for vores børn og unge. Det er jeg meget tilfreds med”, siger Klaus Hansen og uddyber, at han har været meget tilfreds med samarbejdet med udlejer NAS Real Nordics, der også udlejer lokaler til to lægeklinikker og en hudklinik i samme bygninger.
Ved at samle de eksisterende klinikker på Nørretorv har Undervisnings-, Fritids- og Kulturcentret skønnet, at der kan undgås en forventet merudgift på ca. 2,1 mio. kr. årligt.
Tidssvarende indretning med muligheden for udvidelse
I den nye tandplejeklinik bliver indretningen tidssvarende, til gavn for arbejdsgangene for medarbejderne, men også for borgerne, da klinikken i højere grad vil fremstå som en klinisk og professionel klinik. Den nye placering på Nørretorv, gør tilgangen for brugerne lettere, fordi klinikken ligger centralt i Ringsted by. Samtidig bliver adgangsforholdene for kørestolsbrugere forbedret.
Foruden selve tandklinikken, som er på 829 m2, rummer det lejede areal separate arealer på i alt 364 m2, som ligger i umiddelbar forlængelse af Tandplejen. En del af det separate areal kan benyttes til eventuel fremtidig udvidelse af tandklinikken.
Ringsted Kommune forventer, at den kommunale tandpleje kan tage den nye tandklinik på Nørretorv i brug juli 2025.