Torsdag og fredag den 14. og 15. januar tog Dansk Støbeasfalt og Marius Pedersen som de første virksomheder første spadestik til deres byggerier i Business Park Ringsted.

Erhvervsområdet Business Park Ringsted er på 136 ha svarende til 1.360.000 kvm. Det ligger med frit udsyn til motorvej E20 tæt på afkørsel 35. 52.000 biler passerer hver dag området på motorvejen, hvilket gør virksomhederne i Business Park Ringsted både synlige og tilgængelige.

Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten deltog i begge spadestikceremonierne, som med hensyntagen til de stramme corona-restriktioner blev gennemført med et absolut minimum af deltagere.

”Vi har taget et væsentlig skridt i udviklingen af erhvervslivet i Ringsted Kommune. Jeg er utroligt glad for, at Dansk Støbeasfalt og Marius Pedersen nu går i gang med at opføre bygningerne til deres virksomheder”, sagde borgmester Henrik Hvidesten.

”I Business Park Ringsted får virksomhederne en central beliggenhed midt på Sjælland med gode forbindelser i alle retninger. Vi har små 45 minutter til København og Lufthavnen og blot en time til Odense. Vi glæder os til samarbejdet med virksomhederne, som vi er sikre på, bliver til gensidig gavn og glæde for alle parter”, tilføjer Per Flor, formand for Ringsted Kommunes plan- og boligudvalg.

Dansk Støbeasfalt – hurtigere ud til kunderne
”Vi har valgt at opføre vores nye domicil i Business Parken pga. Ringsteds strategiske placering, der giver os mulighed for hurtigt at forsyne kunder i alle retninger. Vi regner med, at vi er klar til at levere asfalt til nye som eksisterende kunder, efter sommerferien 2021, ” sagde administrerende direktør Konstantin Mansfeldt, Dansk Støbeasfalt ApS, der vedligeholder og reparerer broer, tunneller og sikrer vandtætning af konstruktioner. Han tilføjede, at ”Ringsted Kommune gennem hele processen har været en hurtig og professionel samarbejdspartner, og vi er meget glade for at få mulighed for at etablere os netop her.”

Marius Pedersen – samler aktiviteter
”Vi samler alle vores aktiviteter på Sjælland uden for København i Business Parken. Vi har valgt Ringsted pga. den gode placering tæt ved motorvejsnettet, så vi får kortere afstand til flere af vores kunder. Vores samarbejde med Ringsted Kommune har været positiv, og vi har oplevet en konstruktiv og løsningsorienteret tilgang gennem hele forløbet. Vi regner med, at vi kan være køreklar i december 2021, sagde administrerende direktør Simon Clausen, Marius Pedersen A/S, der er specialister i affaldsbehandling og genanvendelse.

 

Første spadestik for Dansk Støbeasfalt torsdag den 14. januar – fra venstre Anders Jensen, entreprenørfirmaet Tscherning (der skal bygge fabrikken); salgsansvarlig Brian Steen Rolighed, Ringsted Kommune; salgschef Janus Mikkelsen, Dansk Støbeasfalt; Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten og adm. dir. Konstantin Mansfeldt, Dansk Støbeasfalt. Pressefoto.
Første spadestik for Dansk Støbeasfalt torsdag den 14. januar – fra venstre Anders Jensen, entreprenørfirmaet Tscherning (der skal bygge fabrikken); salgsansvarlig Brian Steen Rolighed, Ringsted Kommune; salgschef Janus Mikkelsen, Dansk Støbeasfalt; Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten og adm. dir. Konstantin Mansfeldt, Dansk Støbeasfalt. Pressefoto
Første spadestik for Marius Pedersen fredag den 15. januar – fra venstre Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten graver mens adm. dir. Simon Clausen, Marius Pedersen, ser til. Pressefoto.
Første spadestik for Marius Pedersen fredag den 15. januar – fra venstre Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten graver mens adm. dir. Simon Clausen, Marius Pedersen, ser til. Pressefoto.