De seneste år har været rigtig gode vækstår for region Sjælland. Direktør i Erhvervshus Sjælland, Mads Váczy Kragh, forudser, at væksten fortsætter. Men det kommer til at kræve mere af virksomhederne end tidligere.
Region Sjælland har det rigtig godt og de seneste år har været rigtig positive med både vækst i antallet af nye jobs, mange tilflytninger og generel økonomisk vækst. Og det er ikke nødvendigvis slut selvom mange økonomer forudser økonomisk afmatning i Danmark. Det mener i hvert fald direktør i Erhvervshus Sjælland, Mads Váczy Kragh.
– Region Sjælland bliver selvfølgelig påvirket af konjunkturerne ligesom alle andre. Derfor bliver vores virksomheder også udfordret på at holde væksten oppe i det kommende år grundet forventningerne om en international afmatning. Men der er sker samtidig mange ting i regionen, som kan være med til at fastholde den positive udvikling i region Sjælland. Og derfor tror jeg, at 2020 også kan blive et godt år for mange af vores virksomheder, fortæller Mads Váczy Kragh.
Der er mange virksomheder inden for bygge-anlæg i Region Sjælland, og deres udvikling er vigtig for Sjællands erhvervsliv. Og særligt regionens byggevirksomheder står i en særlig situation de kommende år. – Der tegn på afmatning i byggeriet, hvor København ikke har samme tempo som tidligere. Men samtidig står vi med store offentlige investeringer i byggeriet, særligt med Femern, som nu for alvor bliver sat i gang. Og formår bygge-anlægsvirksomheder at komme ind som underleverandører i den forbindelse, så er der så mange ordrer at hente, at det til fulde kan opveje et lidt lavere tempo i København, udtaler erhvervshusdirektøren.
Alt i alt er der grund til optimisme i regionen, men der er nogle store udfordringer, som er afgørende at få løst i de kommende år.
For på trods af en lidt lavere aktivitet i økonomien, så kommer virksomheder i mange brancher til at stå med rekrutteringsudfordringer, for der er stadig rekordlav ledighed og en demografisk udvikling med færre unge og flere ældre. Samtidig må virksomhederne forvente, at konkurrencen bliver hårdere, og det betyder, at virksomhederne skal stå på tæer for, fortsat er være relevant for sine kunder. – Den kommende tid kræver at virksomhederne investeringer i nye produkter, udstyr, serviceydelser og i innovation for at kunne levere bedre produkter og indtage nye markeder. Vælger man som virksomhed i de her år ikke at udvikle, ja så risikerer man afvikling. Det bliver kamppladsen i de kommende år, mener Mads Váczy Kragh.
I Erhvervshus Sjælland får man i det kommende år endnu bedre mulighed for at hjælpe virksomheder, både via sparring og stærkere tilskudsmuligheder til udvikling. – I Erhvervshus Sjælland får vi i det kommende år en endnu bredere pallette at tilbyde virksomheder. Blandt andet får vi bedre og større muligheder for at støtte køb af private rådgivere, som kan supplere de ydelser som Erhvervshus Sjælland selv leverer. Så vi er også i 2020 klar til at kæmpe for udvikling i region Sjællands virksomheder, fortæller Mads Váczy Kragh.