HOME-START Ringsted afholder første generalforsamling den 14. marts. Alle med interesse for HOME-START er velkommen i Kulturhuset i Søgade 3.

Siden 1. maj 2021 har HOME-START Ringsted været et frivilligt tilbud til pressede familier med mindst ét barn under skolealderen. Mange frivillige familievenner og børnefamilier har allerede taget godt imod tilbuddet både i det centrale Ringsted og i lokalsamfundene i Ringsted. Vi har desuden etableret et godt samarbejde med Børnecenteret i særdeleshed Sundhedstjenesten samt andre lokale frivillige sociale organisationer, der på forskellig vis arbejder med børn og familier.

Mange småbørnsfamilier mangler i perioder det overskud, der skal til, for at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor giver HOME-START en håndsrækning til forældrene, indtil de har fået overskuddet igen.

De frivillige i HOME-START er med til at hjælpe de børnefamilier, der selv ønsker en familieven. Den væsentligste opgave som familieven er at støtte familierne med det, de oplever, der skal til, for at de igen kan få det fornødne overskud. Erfaringen er, at forældrenes tryghed og trivsel øges. Den venskabelige støtte, familierne får af den frivillige i hjemmet, giver glæde og fornyet overskud.

HOME-START er en frivillig organisation med medlemsdemokrati, som ledes af en lokal bestyrelse Lokalafdelingens daglige drift varetages af en børnefaglig koordinator, Camilla Brandi Anshøj, der blandt andet er med til at sikre et godt match mellem de frivillige og familierne; At der er sammenhæng mellem den støtte, den frivillige drømmer om at give, og den hjælp familierne drømmer om at få.

Da HOME-START er en nystartet frivillig forening her i Ringsted, er bestyrelsen ikke på valg det første år, men der vil på generalforsamlingen være mulighed for at vælge endnu et medlem til bestyrelsen. Desuden skal der vedtages nye vedtægter.

Så kom til HOME-START’s første generalforsamling, hvor formand Anne Marie Østergaard sammen med lokalkoordinator Camilla Brandi Anshøj vil fortælle om det første år med HOME-START i Ringsted.

Før generalforsamlingen er der åben sofa i Kulturhusets nye dagligstue. Lokalkoordinator og bestyrelse sidder klar til en snak.

Efter generalforsamlingen er der foredrag med Rikke Falkenberg, som vil fortælle om, hvordan man kan bruge billeder, tegninger, video og lyd til at lave sjove digitale bøger sammen med børn. Rikke er indehaver af Leg med IT.

Program
18:00-19:00 Åben sofa i Kulturhusets nye dagligstue
19:00-20:00 Generalforsamling med lagkage, kaffe og the
20:00-21:00 Foredrag med Rikke Falkenberg

Ønsker man ikke at deltage i hele programmet, er man velkommen til at komme til et eller flere af programmets punkter.

Se mere på hjemmesiden: https://home-start.dk/lokalafdeling/ringsted/