Vigersted Kirke
Vigersted Bygade 35
4100 Ringsted
Vigersted.sogn@km.dk

Følg Vigersted Kirke på Facebook.

Historisk landsbykirke
Vigersted Kirke, der ligger cirka 10 kilometer nordøst for Ringsted, er en relativ stor kirke, hvor den ældste del af kirken er fra omkring 1150. Det er dog kun det romanske skib, der er så gammelt. Størrelsen på kirken hænger måske sammen med, at det har været en valfartskirke. Om sommeren valfartede folk til kirken på grund af historien om Sankt Vilhelms Kilde, der skulle have en særlig kraft og undergørende virkning. Måske var det indtægterne fra de valfartende, der udgjorde den økonomiske basis for de store ombygninger i senmiddelalderen?

Uanset hvad blev kirken udvidet med kor, sakristi og kirketårn omkring første halvdel af 1400-tallet. Og omkring år 1500 blev våbenhuset opført. Hvælvene i skibet og i tårnrummet er rigt dekoreret med kalkmalerier fra omkring 1450 af samme maler som i Bringstrup Kirke. Malerierne forestiller påsken, skabelsen, Knud Lavard med rosenkrans og kroning samt Sct. Nikolaus.

Kirken er oprindeligt blevet indviet til Sankt Nikolaus, den rundhåndede, glade giver og børnenes og de søfarendes beskytter.

Der er desuden knyttet flere sagn til kirken. Blandt andet et sagn om en lille mand, der dukker op, når der er fare på færde. Kun få har set ham, men en gang skulle han have bragt Vigersted Kirkes sølvtøj tilbage efter et tyveri. Nogle mener, at han lever i Tvillingehøj og er beslægtet med de underjordiske.

Kirken for store og små
I Vigersted Kirke gør man meget ud af at invitere alle ind i kirken. Derfor afholder man også forskellige aktiviteter udover kirkens gudstjenester. I kirken afholder man alt fra nytårskoncert til sangcafé og musikalsk legestue. Vigersted Kirke har også et Englekor, som er for alle børn fra 2. til 5. klasse. For børn og unge fra 6. klasse og op kan man synge i Ungdomskoret. Koret er et rytmisk kor, der forener klassiske salmer med ny musik og med mere jazzede og poppede toner.

Danmarks tredje største stift
Vigersted Kirke ligger i Vigersted Sogn, som er en del af Ringsted-Sorø Provsti. Provstiet hører ind under Roskilde Stift, der er Danmarks tredje største stift, hvis man kigger på areal, indbyggertal, sogne og kirker. Stiftet strækker sig over 5.480 kvadratkilometer og har 12 provstier.

Kirkeåret
Modsat kalenderåret så starter kirkeåret med 1. søndag i advent. I løbet af kirkeåret er der cirka 60 søndage og helligdage, hvor der løbende holdes gudstjenester med hver sin tekst fra Det Nye Testamente. Idéen med kirkeåret er at fortælle hele Jesu historie fra advent til advent. Kirkeårets faser afspejler også årstidernes gang og de centrale fester – påskefesten og julefesten. Påsken er festen for Jesu lidelse, død og opstandelse. Julefesten er festen for Jesu fødsel. Og det er disse to fester, som hele kirkeåret er bygget op omkring.

Kontakt Vigersted Kirke.

sølvpartner