Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 26. november 2018 til den 4. december 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Trak i nødbremsen – Ved Kildepladsen, Kværkeby

Kl. 10.10 fik politiet en anmeldelse fra Banedanmark, at de tidligere på natten havde haft en passager, der havde trukket i nødbremsen uden grund. Han var stået af ved Kværkeby medbringende en mountainbike. Omkring anmeldelsestidspunktet var han dukket op igen, hvor han havde lagt mountainbiken på skinnerne, så togene måtte standse, og var gået i retning mod Borup. Når han mødte et tog gestikulerede han til de togførere, der passerede. En patrulje kørte til stedet, og ledte efter manden i området imellem Kværkeby og Borup, men traf ham ikke. Såfremt manden bliver identificeret, vil politiet forsøge at klarlægge årsagen til mandens handling, samt hvor vidt der er grundlag for at indlede en straffesag imod ham.

Manden beskrives som: A: Mand, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Iført: grå lang frakke, rød hættetrøje, cowboybukser.

Kl. 12.10 fik politiet en anmeldelse om en cyklist på mountainbike, der kørte i nødsporet på Vestmotorvejen ved Kongsted Rasteplads, Ringsted. Cyklisten var ifølge anmelder iført blandt andet en rød hættetrøje. Ud fra sammenfaldet i signalementet og stedet, hvor cyklisten var set, kan der have været tale om samme mand, som ham der stod af toget ved Kværkeby. Politiet afsøgte motorvejsstrækningen, men fandt heller denne gang cyklisten på mountainbiken.

Politiet vil gerne høre fra borgere, der har set manden eller som i øvrigt har oplysninger i sagen. Kontakt politiet på telefon 114.

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden mv. – Benløse Skel, Benløse, Ringsted

Kl. 11.35 anholdte og sigtede færdselspolitiet en 35-årig mand fra Korsør for spirituskørsel, kørsel i frakendelsestiden og manglende brug af sikkerhedsselen i en personbil, som færdselspolitiet netop var blevet opmærksom på, fordi føreren ikke anvendte sikkerhedsselen under kørslen. Den 35-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev løsladt efter afhøring til sagerne.

Ulovlig knallert – Ringsted

Kl. 12.25 kørte en 15-årig dreng fra Ringsted på en lille knallert ad Skolevangen, Benløse, Ringsted, da færdselspolitiet kom forbi. Politiet bemærkede, at knallerten kunne køre langt hurtigere end de tilladte 30 km/t, så knallerten blev bragt til Ringsted politistation til nærmere undersøgelse på et rullefelt for måling af dens tophastighed formentlig som følge af konstruktive ændringer. Den 15-årige vil således høre mere præcist fra politiet, hvad der var galt med knallerten og dermed den konkrete sigtelse.

Færdselsuheld – Ringstedvej, Ringsted – Køge

Kl. 20.28 fik politiet melding fra en lokal borger om et færdselsuheld, idet en bil var kørt ind i et vejtræ. Politiet kørte til uheldsstedet og fik kontakt til en 36-årig mand fra Albertslund, der som fører af den implicerede personbil var sluppet uskadt fra uheldet. Han var inden uheldet kørt ad Ringstedvej mod øst, da han formentlig på grund af træthed havde mistet herredømmet over bilen og var kørt ind i træet. Der var ikke andre trafikanter involveret i uheldet, og den 36-årige sørgede selv for at tilkalde et bugseringskøretøj til at få bilen fjernet fra uheldsstedet.

Indbrud i landejendom – Egerupvej, Fjenneslev – Ringsted

Kl. 00.48 fik politiet en anmeldelse fra en 64-årig mand fra Frederiksberg, der ejede en landejendom, hvor han var sikker på, at der netop nu blev begået indbrud. Anmelderen boede ikke på ejendommen, idet den var under restauration. Anmelderen havde opsat alarmsensorer på stedet, der var blevet aktiveret 7 gange. I landejendommens lade opbevarede anmelderen reservedele til gamle biler. Politiet kørte til stedet, og så ved ankomsten skyggen af en mand, der løb fra stedet. To betjente fandt en 42-årig mand fra Tappernøje, der iført camouflagetøj havde gemt sig i det høje græs tæt på ejendommen. Han havde en kniv på sig ved anholdelsen. Kort efter anholdt en hundepatrulje en 24-årig mand fra Præstø, der var kørt fra landejendommen i en personbil. I bilen blev fundet blandt andet et gammelt bilhorn samt andre tyvekoster, der blev taget ved indbruddet. Begge mænd blev anholdt og sigtet for tyveri. De erkendte begge at have været på stedet, men forklarede, at de troede stedet var forladt. De to anholdte blev taget med til politistationen, og den forurettede kan nu få sine ting tilbage. Efter endt afhøring og sagsbehandling blev de to mænd løsladt. De kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Overraskede mand i sin garage – Allindemaglevej, Allingemagle – Ringsted

Kl. 11.15 fik politiet en anmeldelse fra en borger, der netop havde overrasket en mand i sin garage. Manden var iført sort tøj og elefanthue, og var nu flygtet fra stedet i en bil. En hængelås til garagen var blevet opbrudt, men manden havde ikke nået at stjæle noget. Flere patruljer blev sendt ud for at lede efter den flygtede tyv, men fandt ham i første omgang ikke. Anmelderen havde nået at notere registreringsnummeret på bilen, så politiet henvendte sig til ejeren, der oplyste, at det var hans søn som lånte bilen. Politiet fandt senere på dagen frem til sønnen, en 27-årig mand fra Ringsted, der passede på signalementet på tyven. Han blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri. I bilen blev fundet tyvekoster i form af fiskeudstyr og værktøj, der var taget ved et andet tyveri fra et udhus samme dag kl. 11.48 på Kildemarken i Ringsted. Her havde en nabo også set den mistænkte, og havde ringet til politiet. Politiet ransagede den 27-åriges bopæl og fandt her koster fra et tyveri fra udhus, der blev begået om morgenen kl. 06.30 fra en anden adresse på Kildemarken i Ringsted. Her havde husets beboer skræmt tyven væk, men det var lykkedes ham at stjæle, sodavand, vin, øl, værktøj, kød og fiskeudstyr.

Politiet fandt ved ransagning desuden en totenschlæger, et knojern, flere slagvåben og ulovlige knive, samt nogle ulovlige piller og euforiserende stoffer, som politiet skønnede var til videresalg. Han blev sigtet for tre tyveriforhold samt flere overtrædelser af våbenloven og lov om euforiserende stoffer. Den 27-årige blev desuden sigtet for at have kørt bil, selvom hans førerret var blevet inddraget, idet han ikke havde generhvervet førerretten efter en betinget frakendelse. Den anholdte afventede desuden at skulle ind at afsone en fængselsstraf for bl.a. indbrud. Han vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Politiet vil gerne rose de opmærksomme borgere, der hurtigt fik anmeldt tyverierne, hvilket gjorde det muligt hurtigt at finde frem til den mistænkte.

Kørte lastbil i narkopåvirket tilstand – Østre Ringvej/Vestmotorvejen, Ringsted

Kl.16.55 standsede færdselspolitiet en lastbil med påspændt sættevogn til rutinemæssig kontrol. Lastbilen blev ført af en 33-årig mand fra Årslev på Fyn. Det viste sig, at han var frakendt retten til at køre bil/lastbil, idet han var blevet dømt for narkokørsel i 2017, dengang med hash og kokain i blodet. Han blev testet med narkometeret, der viste at han var positiv for hash, amfetamin og kokain. Han blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Vognmanden der ejede lastbilen, blev sigtet for at have overladt førerretten til en ansat chauffør, der ikke havde gyldigt kørekort. De kan begge forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Færdselsuheld / spirituskørsel / kørsel uden førerret mv. – bilist omkommet – Haslevvej, Sneslev, Ringsted

Kl. 16.58 fik politiet via alarm 112 melding om et alvorligt færdselsuheld, hvor to personbiler var stødt sammen. Ved politiets ankomst til uheldsstedet var redningspersonalet i gang med at skære taget af en bil for at redde en livløs fører ud. Føreren af det andet køretøj var flygtet fra stedet i ukendt retning, ligesom politiet fik kontakt til en tredje bilist, der var blevet strejfet inden sammenstødet mellem de to personbiler. En akutlæge kunne kort efter erklære en 69-årig mand fra Ringsted for død. Han blev efterfølgende bragt til et sygehus, indtil politiet sammen med en overlæge skal undersøge den 69-årige nærmere for at finde årsagen til dødens indtræden. En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet for at få klarlagt omstændighederne ved sammenstødet, hvor de to bilister delvist var stødt frontalt sammen. Efterforskningen for at få identificeret føreren bragte politiet på sporet af en 43-årig mand uden fast bopæl i Køge.

Ham traf politiet kl. 19.35 hos ejeren af den bil, han var mistænkt for at køre i ved uheldet. Den 43-årige blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, idet han var påvirket af spiritus. Han blev fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både spiritus og euforiserende stoffer, inden han blev afhørt til uheldet, hvor han også formelt blev sigtet for at have forvoldt den 69-åriges død uagtsomt. Den foreløbige konklusion på uheldet var, at den 43-årige under kørsel ad Haslevvej mod syd i en personbil strejfede venstre bagskærm på en personbil ført af en 40-årig kvinde fra Slagelse. Hun standsede straks efter påkørslen, men så dog ikke det efter uheldet skete lidt længere fremme lidt syd for Tvindelstrupvej. Her stødte de to personbiler delvist frontalt sammen, efter at den 69-årige i sin personbil var kørt ad Haslevvej mod nord. Den 43-årige blev søndag fremstillet i grundlovsforhør, men dommeren fandt ikke grundlag for at varetægtsfængsle manden. Uheldsstedet var afspærret mellem Tvindelstrupvej og Hjelmsømaglevej frem til kl. ca. 19.55. De pårørende til den 69-årige er underrettet om dødsfaldet. Politiet afventer nu bilinspektørens erklæring vedr. undersøgelsen af de implicerede køretøjer og uheldsstedet, ligesom analyseerklæringen vedr. de udtagne blodprøver afventes.

Indbrud i perioden
Skjoldenæsvej, Jystrup Midtsj.
Skansen, Ringsted
Gyvelvej, Ringsted
Højbogårdsvej, Ringsted