Sct. Bendts Kirke
Sct. Bendtsgade 9
4100 Ringsted
Tlf. 57 61 11 61 – tast 3
Ringsted.sogn@km.dk

Åbningstider
Alle ugens dage fra 10-13.
I sommerperioden fra 1. maj til 31. august er kirken åben fra 10-16.
Kirken er dog lukket under kirkelige handlinger m.m. Og grupper bør derfor altid kontakte kirken inden et besøg for at sikre, at de kan komme ind.

Følg Sct. Bendts Kirke på Facebook.

Munkenes kirke
Som besøgende i Ringsted midtby kan man ikke komme uden om den smukke Sct. Bendts Kirke. Kirken hed oprindeligt ’Vor Frue Kirke’, og navnet Sct. Bendts stammer højst sandsynligt fra et lille sogn, som har ligget i Ringsteds vestlige udkant. Samtidig refererer det til Benedikt af Nurcia, der var grundlægger af munkeordenen benediktinerne, som klostret i Ringsted tilhørte. Klostret, som lå syd for kirken, findes ikke længere. Den første Vor Frue Kirke i Ringsted blev grundlagt i 1080’erne af Svend Norman. Kirken blev bygget med frådsten, og nogle af ydremurene til denne kirke er genbrugt i den nuværende Sct. Bendt Kirke som fundament for pillerne i hovedskibet.

Mordet på hertug Knud Lavard i Haraldsted Skov i 1131 blev afgørende for den nuværende kirke. Mordet var utvivlsomt en rivalisering om, hvem der skulle være Danmarks næste konge. Mordet udløste urolige og blodige år i Danmark, som toppede med, at Knud Lavards søn, Valdemar, vandt opgøret om kongeriet. Med sin nye titel kæmpede Valdemar ivrigt for at få sin far kåret til helgen. Det kom klosterets kirke i Ringsted til gavn, da det var her, at Knud lå begravet.

Nordens første teglstenskirke
Valdemar den Store begyndte at bygge den nuværende kirke omkring 1160, og som noget helt nyt i Danmark og Norden valgte man teglsten som byggemateriale. Det første, der blev bygget, var kirkens kor og to korsarme. Den 25. juni 1170 blev kirken klar til indvielse, og ved den lejlighed blev Knud Lavard gravlagt som helgen, og Valdemars søn, Knud, blev kronet som konge.

Kirken i dag
Sct. Bendts Kirke, som den fremstår i dag, er resultatet af en stor restaurering, som blev lavet i starten af 1900-tallet. Arkitekten ønskede at føre kirken tilbage til sit oprindelige udseende. Vestgavlen og tværskibets apsider og sidekapeller blev genopført på de frilagte fundamenter. Tårnets tag stammer desuden fra denne restaurering. Inde i kirkens sydlige korsarm finder man et lille museum med fund fra kirken, som er med til at fortælle den spændende historie. Uden for kirken på sydsiden finder man Klosterurtehaven, der er en skøn lille have med planter, som man kunne finde i middelalderens klostre. Havens 53 bede passes af frivillige.

Korsang
For de yngste skolebørn i 0.-3. klasse er der mulighed for at blive en del af Ringsted Sogns Spirekor, hvor man gennem leg og bevægelse styrker og udfordrer børnenes sangstemmer på en naturlig og intuitiv måde.

For piger og drenge i 4.-8. klasse er der mulighed for at blive en del af Ringsted Sogns Børne- og Ungdomskor. Ud over at synge salmer og flerstemmig sang, så giver koret også gode sociale oplevelser og mulighed for at optræde til både gudstjenester og koncerter i Klostermarkskirken og Sct. Bendts Kirke.

Foto: IRJ

Gudstjenester og arrangementer for alle
I Skt. Bendts Kirke er der altid spændende gudstjenester og aktiviteter for små og store. I kirken er der plads til alt fra babysalmesang, natkirke, koncerter og sogneaftener. Aktiviteter og gudstjenester kan altid findes i Ringsted Sogns kalender. Desuden henvises til provstiets hjemmeside, hvor man kan finde en koncertfolder med kirkekoncerter i hele provstiet. Ringsted Sogn er det største sogn i Ringsted-Sorø Provsti. Ringsted-Sorø Provsti er en del af Roskilde Stift, der er Danmarks tredje største stift.

Kontakt Sct. Bendts Kirke.

sølvpartner

Del på sociale medier