Vejarbejde forsinket ved to rundkørsler i Ringsted
Torsdag den 30. maj blev Vejdirektoratet bekendt med, at virksomheden Entreprenør Thomas Olsen Aps havde forladt de to byggepladser, som er etableret i forbindelse med ombygningen af to rundkørsler ved henholdsvis Østre Ringvej/Haslevvej og Østre Ringvej/Køgevej i Ringsted.
Mandag stod det klart, at entreprenøren er begæret konkurs.
”Det er en ærgerlig situation at stå i for alle parter, og det vil uundgåeligt betyde, at projekterne bliver forsinket. Hvor meget kan vi endnu ikke sige,” fortæller Anja Irene Bæk, projektleder i Vejdirektoratet.