Købmanden
Rønnedevej 13
4100 Ringsted
57 61 02 10

Følg Købmanden på Facebook

Kiosk og køkken
Hos Købmanden ved René Bøjsen Jensen på Rønnedevej har man i mange år kunnet finde en lokal kiosk og købmand. I dag er det primært kiosk og køkken. De sædvanlige kioskvarer som kolde drikke og slik er stadig på hylderne, men indehaver René Bøjsen Jensen har tilføjet salg af hjemmelavet, dansk mad. Det altid smilende og imødekommende personale står klar til at sælge madpakker, sandwich, salater, smørrebrød og meget andet.

I 2010 startede Købmanden i Ringsted endvidere leverancer af buffet og andet lækkert mad ud af huset. De er meget fleksible i forhold til levering. 

Hjemmelavet flæskesteg og hakkebøf
Som mange i Ringsted er bekendt med, leverer købmanden hver onsdag kl. 11-13 flæskestegs- og frikadellesandwich. De steger 100 kg flæskesteg hver onsdag, som de sælger på to timer.  

Hver torsdag har de altid frisklavet biksemad med spejlæg i butikken fra kl. 10. 

Til madpakken og frokostordningen
Særligt byens lokale håndværkere lægger vejen forbi Købmanden i frokostpausen og henter hjemmelavet sandwich med flæskesteg, frikadelle, kylling og meget andet. Vælg også imellem flere forskellige slags salater og smørrebrød.

Madpakker, sandwich og burgers langes over disken i store mængder. Købmanden i Ringsted udmærker sig ved, at smørrebrødet altid laves på hjemmebagt rugbrød, for imens de fleste købmænd sætter rugbrødspakker på hylderne, står Rene Bøjsen og bager sit eget. Der er friskbagt wienerbrød, franskbrød og morgenbrød hver dag.

Firmaer er meget velkomne til at kontakte Købmanden for et godt tilbud på frokostordninger til deres medarbejdere. 

Højtbelagt smørrebrød
Smørrebrødet er en dansk specialitet bestående i sin essens af en skive rugbrød smurt med smør eller fedt og belagt med pålæg. Da den lange middagspause blev afskaffet i industri, håndværk og handel, blev det almindeligt at medbringe smørrebrød til frokosten.

Det højtbelagte smørrebrød vandt indpas som selskabsmad i 1880’erne og herefter var vejen åben for brug af nye typer pålæg og garniturer, som ikke så let lod sig indpakke. Herunder sild i lage, salater og syltede sager.

Det kræver mange forskellige råvarer at fremstille smørrebrød, for ikke at nævne fingerfærdighed. De pyntede madder er et af Danmarks bidrag til den internationale madscene. Det forstår man hos Købmanden på Rønnedevej i Ringsted, og her bruges der mange ressourcer på at tilberede flot og smagsfyldt smørrebrød.

Tid til fest
Skal du holde julefrokost eller påskefrokost, er Købmanden på Rønnedevej også leveringsdygtig. Menuen sammensættes fra år til år af gode danske, klassiske og festlige frokostretter.

Skal du holde konfirmation, bryllup, barnedåb eller en anden stor fest, kan Købmanden på Rønnedevej naturligvis også hjælpe. Køkkenet har flere forslag til buffeter, men du kan også sammensætte din egen buffet. Disse kunne bestå af en fiskeforret, saftigt kød med kartofler og flere salater til hovedret samt en frisk eller sød dessert til slut.

Købmandens buffet til fest har fået stor ros på de sociale medier:

”Tak for fantastisk velsmagende mad. Bl.a. en af grundene til vores konfirmation var vellykket i lørdags. Alle gæster roste det, og det er ikke sidste gang jeg benytter jer. Vil klart anbefale jer til venner og familie”. – Mariann

Ønsker du at fejre en særlig lejlighed med en god brunch, kan det også arrangeres. Vil du hellere selv stå bag kødgryderne, har Købmanden andre tilbud, som kan gøre dagen nemmere for dig. Du kan eksempelvis leje den store grill eller en slushice maskine. Købmanden leverer også gerne øl, vand og vin til festen med fuld returret.


sølvpartner