Kommunens Økonomiudvalg valgte tilbage i september at stoppe et forslag til en ny lokalplan for Margrethegården. Forslaget blev ikke godkendt, fordi Boligselskabet Sjælland havde oplyst, at der ikke længere var økonomi til den parkeringskælder, som boligselskabet skulle bygge for at leve op til kommunens krav for området. Plan- og Boligudvalget havde tidligere anbefalet at godkende forslaget med parkeringskælder og en række ændringer som resultat af borgernes indsigelser.

Behandles på næste møde
Boligselskabet Sjælland har nu igen fundet økonomi til at bygge en parkeringskælder, som der var lagt op til i det oprindelige forslag. Det betyder, at det nu er muligt for kommunens administration at anbefale, at politikerne vedtager lokalplanforslaget. Det skal derfor behandles på Plan- og Boligudvalgets næste møde den 26. maj, hvorefter forslaget skal behandles endeligt i Byrådet.

Borgernes ønsker imødekommet
Ringsted Kommune lægger i det reviderede forslag op til, at de omstridte parkeringspladser på Dronning Margrethesvej flyttes ind på boligafdelingens grund, da flere af naboerne gav udtryk for, at det var et klart ønske fra deres side. Man er desuden blevet enige med Boligselskabet Sjælland om en model, hvor de nye boligblokke, man vil opføre, står på en samlet i stedet for en forskudt linje, hvilket giver større afstand til naboerne og dermed færre gener. Indkørsel til parkeringskælderen flyttes fra Dronning Margrethesvej til Amtstue Allé og endelig lægger administrationen op til en åbning af Amtstue Allé.

Formand for Plan- og Boligudvalget, Per Roos, er glad for administrationens arbejde og håber, at politikerne kan blive enige om at vedtage lokalplanen:

”Jeg er glad for, at vores administration har kunnet indarbejde mange af borgernes indsigelser, og at der er fundet finansiering til parkeringskælder, så vi nu bliver anbefalet at vedtage planen politisk. Det er vigtigt for mig, at borgerne er blevet taget med på råd, så Margrethegården også i fremtiden bliver ved med at være dejligt sted at bo i – og omkring”.

Kommunens administration sender ikke lokalplanforslaget ud i ny høring, da man vurderer, at de ændringer der gjorde, at man ikke kunne vedtage forslaget endeligt, ikke længere indgår i Boligselskabet Sjællands projekt.