Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 6. april til 12. april 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-ringsted.dk.

 

Færdselsuheld – Benløse, Ringsted

Kl. 08.47 skete et færdselsuheld på Benløseparken, hvor en bil, der blev ført af 36-årig mand fra Ringsted kørte ud fra Benløseparken, hvor han i forbindelse med en u-vending påkørte et træ.

Han stak af fra bilen, men politiet fandt ham i en lejlighed, hvor man konstaterede at han var påvirket af narkotika. Han blev anholdt kl. 09.25.

Han blev yderligere fundet i besiddelse af et lille kvantum kokain og nogle piller. Kørekort havde han ikke noget af, idet det fra frakendt ved en tidligere lejlighed.

Han blev løsladt senere på formiddagen efter at have fået udtaget en blodprøve. Der var ingen der kom til skade ved uheldet.

Narkopåvirket bilist – Ringsted

Kl. 19.06 anholdt politiet en 20-årig mand fra Dalmose, der kørte i bil på Sct. Knudsgade. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve, før han igen blev løsladt.

Kl. 19.47 blev en anden bilist anholdt og sigtet for narkokørsel. Det var en 23-årig mand, der denne gang måtte aflevere en blodprøve.Han blev efterfølgende løsladt.

Hærværk – Ringsted

Fra fredag kl. 15.00 til mandag kl. 07.00 er der forøvet hærværk på Ringsted Kirkegård på Køgevej. Der er to gange inden for 14 dage skrevet “Brian” med rød maling på en gravsten. To gravsten er væltet.

Politiet hører meget gerne fra vidner, der har oplysninger til sagen. Ring på 114.

Tricktyveri – Ringsted

Kl. 11.15 skete et tyveri på Køgevej ved Kildeskovvej, hvor den 82-årige forurettede kvinde ventede på bussen. En bil standsede op ved stedet og en kvinde spurgte om vej til sygehuset. Forurettede forsøgte at forklare vejen. Kvinden ville give forurettede et armbånd, samtidig med at hun forsøgte at åbne for forurettedes armbånd. Forurettede gemte armbåndet på ryggen, men fik det revet ud af hænderne af kvinden, hvorefter kvinden og en anden person kørte fra stedet.

Kvinden beskrives som ikke dansk, 35-40 år, 150-160 cm høj, kraftig, sort kort hår, iført mørke bukser og en farvestrålende strikbluse.

Mistænkeligt forhold – Benløse, Ringsted

To udenlandske mænd gik rundt på Holger Drachmannsvej kl. 15.30, hvor de ville sælge ydelser, bl.a. lave tag. De var kørende i en bulgarsk indreg. hvid varebil. De var afvist af flere, der ikke ønskede arbejde udført. Anm. tog en billede af bilen, hvilket ikke passede de pgl., der kørte fra stedet uden videre.

Butikstyveri – Ringsted.

Kl. 15.02 anholdt politiet en 37-årig rumænsk mand, der sigtes for tyveri af jakke fra Outlet G-star, Klosterparks Alle. Jakken og andre beklædningsgenstande stjålet umiddelbart før anmeldelsen. En anden gerningsmand stak af fra stedet med nogle varer. I alt stjålet for 4400 kr.

Den 37-årige forventes fremstillet i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling.

Det var ikke knivstikkeri – Ringsted

Politiet fik kl. 23.10 anmeldelse om et knivstikkeri på Ahorn Alle, men det viste sig heldigvis, at historien var en ganske anden.

En 49-årig mand havde forsøgt at håndtere en kokosnød med en kniv, og det var gået galt, så han havde snittet sig selv med kniven.

Det havde anm., der er søn til den 49-årige misforstået, og han troede, at faderen var stukket med kniv på gaden. Den 49-årige måtte en tur til skadestuen for behandling.

Hærværk – Ringsted

Kl. 10.50 var en gerningsmand i gang med at overmale en mur med spraymaling på Rønnedevej ved Røde Kors. Gerningsmanden blev fotograferet af et vidne, der kørte direkte til politistationen i Ringsted, hvor billedet blev overgivet til politiet. Politiet efterforsker nu sagen nærmere.

Indbrud i perioden
Sjællandsgade, Ringsted
Sleipnersvej, Ringsted
Jyllandsgade, Ringsted
Skansen, Ringsted
Holmehave, Benløse, Ringsted
Nørregade, Ringsted
Industriparken, Ringsted
Langebjergvej, Haraldsted, Ringsted
Fluebæksvej, Benløse, Ringsted