En utraditionel efterskolerejse har givet Esben Kofoed Svendsen fra Ringsted førstehåndskendskab til livet i Malawi – et af Afrikas fattigste lande ­- hvor børn og unge har en tilværelse, der ligger meget langt fra de trygge rammer, der normalt udgør teenagerens hverdag på Odsherreds Efterskole. 

“Da vi var ude og hjælpe med at lægge tag på en skole, kom børnene op at slås over nogle tomme vandflasker. Jeg har aldrig tænkt på, at en tom plastikflaske kunne have så stor en værdi – herhjemme smider vi dem bare væk.

Det gjorde stort indtryk, og jeg tænker meget over, hvor meget og hvor nemt vi har det i Danmark i forhold til dernede,” siger 16-årige Esben Kofoed Svendsen, der går i 9. klasse på Odsherreds Efterskole i Fårevejle.

Hverdagen som efterskoleelev blev for en stund skiftet ud med livet i en afrikansk landsby, da 16-årige Esben Svendsen fra Ringsted var på udviklingsrejse i Malawi sammen med Odsherreds Efterskole. Foto: Odsherred Efterskole.

Han har netop været ti dage i Malawi, hvor han sammen med sine efterskolekammerater blandt andet delte legetøj ud i en landsby, sov på sivmåtter hos en lokal familie og kom tæt ind på livet af jævnaldrende elever på en skole.

“Vi sad og snakkede med eleverne om deres drømme og fremtidsplaner. De havde alle sammen store drømme, men man kunne godt se i deres øjne, at drømmene langt fra var realistiske, selv om de gik på eliteskole for de bedste elever.

Men da de ved en afskedsceremoni opførte dans, sang og akrobatik, udstrålede eleverne alligevel en ekstrem livsglæde, som jeg aldrig har set før,” fortæller Esben Kofoed Svendsen.

Oplever andet end solsiden
Med udviklingsrejser til Afrika ønsker Odsherreds Efterskole at åbne elevernes øjne for andre kulturer og traditioner, samtidig med de bliver vidner til udfordringerne i nogle af verdens fattigste egne. Derfor er afrikaturene en fast del af skoleåret.

Foto: Odsherred Efterskole

“På turene får eleverne en stærk personlig oplevelse og for eksempel indblik i, hvorfor flygtningestrømme opstår. At møde mennesker og se og mærke på egen krop, hvad det er for voldsomme udfordringer, de står overfor, giver en helt ny forståelse for de mennesker og deres ulykkelige situation.

Men ved at være til stede ser eleverne også muligheder, og mange får en spontan lyst til at gøre noget, som kan ændre situationen for de børn, unge og familier, de lærer at kende.

Vi oplever gang på gang, hvordan de unge kommer hjem rige på erfaring og med en langt større forståelse for forskellige forhold rundt omkring på jorden”, siger forstander på Odsherreds Efterskole Tom Hagedorn.

Efterskolens rejser til Afrika arrangeres i tæt samarbejde med professionelle organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og HOPE Danmark. I år har elever fra Odsherreds Efterskole besøgt skoler, klinikker, flygtningelejre, fængsler og landsbyer i Uganda, Zambia, Kenya, Cambodja og Malawi.

 

[box type=”info” style=”rounded”]Odsherreds Efterskole i Fårevejle på Vestsjælland har 160 elever i 9. og 10. klasse. Skolen har stort fokus på internationale relationer og har 12 søsterskoler i Asien, Afrika og USA, som eleverne besøger i løbet af året og får på genvisit i Danmark. Udviklingsrejser til verdens brændpunkter er også en fast del af skoleåret.[/box]

 

/Pressemeddelelse – Odsherred Efterskole