For at få flere input til arbejdet med næste års budget, har Ringsted Kommune valgt at gentage succesen fra sidste år. En to timer lang politikerchat på kommunens facebookside, hvor borgerne kan stille spørgsmål om næste års budget direkte til byrådspolitikerne.

Politikerne i Ringsted Kommune håber på den måde at give kommunens borgere større indsigt i, hvad pengene i kommunalbudgettet går til, og at flere derfor vil byde ind med idéer og kommentarer, som politikerne kan tage med i deres videre arbejde med budgettet:

”Jeg glæder mig til at debattere kommunens budget med borgerne på Facebook igen i år. Vi prøvede det jo af for første gang sidste år. Det var en ny måde at indgå i dialog med borgerne på, og jeg synes, at det fungerede rigtig godt. Budgettet griber ind i mange menneskers liv, så derfor er det både vigtigt og interessant at høre, hvad dem, det hele berører, tænker om det”, siger borgmester Henrik Hvidesten og fortsætter:

”Men vi ved jo også godt, at et kommunalbudget kan være en kompleks størrelse at forholde sig til. Derfor håber vi politikere, at vi ved at stille op og besvare spørgsmål på Facebook kan gøre budgettet lettere tilgængeligt for flere mennesker. Og jeg vil da opfordre alle interesserede til at lægge vejen forbi vores facebookside. Det gælder selvfølgelig både, hvis du selv vil deltage i debatten eller bare vil følge med på sidelinjen”.

Det er nemt at være med
Politikerchatten er åben for alle, og det er ikke svært at være med. Det eneste, det kræver, er, at du har en facebookprofil, så du kan besøge Ringsted Kommunes facebookside i tidsrummet 19.00 til 21.00 den 31. maj, hvor det hele foregår. Under chatten kan du kommentere og stille spørgsmål til de prioriteringer kommunens fagudvalg lægger op til i det budgetmateriale, som er sendt i offentlig høring.

Sådan fungerer det
Onsdag den 31. maj kl. 19.00 skyder kommunen politikerchatten i gang med et opslag på sin facebookside, hvor det vil fremgå, hvilke politikere der deltager og svarer på spørgsmål, hvilke retningslinjer der gælder for chatten, og hvordan du stiller et spørgsmål. Kort fortalt fungerer det på den måde, at du stiller dit spørgsmål i kommentarsporet til kommunens opslag, hvorefter politikerne vil svare. Det betyder, at hele debatten kommer til at køre i kommentarsporet til kommunens opslag, hvilket gør den let at følge for både politikere, borgere og andre interesserede.

Politikerchat – et supplement til traditionelle borgermøder
Politikerchatten står ikke i stedet for det fysiske borgermøde, der igen i år afholdes i forbindelse med budgettet. Den skal derimod ses som et supplement og et tilbud til de borgere, der enten ikke har lyst eller mulighed for at deltage i det traditionelle borgermøde. Ved at digitalisere en del af borgerdialogen håber kommunen at nå bredere ud og på den måde få flere borgere involveret i arbejdet omkring næste års budget.

Der er mere information om borgermøde og budgetmateriale på kommunens hjemmeside.

Tid og sted
Chatten foregår den 31. maj på Ringsted Kommunes facebookside: www.facebook.com/BorgerRingsted fra kl 19.00 til 21.00.