Selv om der måske efter nogens mening kan være lang tid til Ringsted Børnefestival lørdag den 9. juni 2018, står det allerede nu klart, at første show ved næste års festival er »Det bedste Fra MGP 2018«, og billetter til dét sættes i salg fra nu på torsdag den 16. november kl. 10.00.

Det skriver Ringsted Kongrescenter til Dit Sorø.

Flere end 10.000 børn og deres forældre havde en festlig dag på Ringsteds Børnefestival tilbage i juni måned i år – hvor den blev holdt for anden gang – med masser af musik, shows, aktiviteter, leg og læring.

Ringsted Kommune og arrangørerne bag Børnefestivalen har derfor besluttet at gentage succesen med en børnefestival igen i 2018.

Børnefestivalen 2018 bliver ligesom i 2017 fyldt med shows, koncerter og masser af aktiviteter for store og små. Festivalen henvender sig til børn primært i alderen 3-9 år – men der er helt sikkert også noget for de lidt ældre.

Ringsted Børnefestival får sin egen facebookside
Ringsted Børnefestival indeholder så mange gode historier og læringsforløb både før, under og efter festivalen, at arrangørerne ønsker at gøre mere opmærksom på alle disse gode historier. Der vil ligeledes blive sat mere fokus på skolernes læringsforløb op til Børnefestivalen, så udbyttet af denne bliver endnu større.

Ringsted Børnefestival har derfor fået sin helt egen facebookside – hvor man allerede nu kan slå sine billeder og historier op. Sødt og surt – kort og langt – klogt og sjovt – jo, der er helt bestemt plads til alt det, som giver børnene ejerskab til Børnefestivalen.

Pædagoger, lærere, forældre og andre interesserede må også gerne give deres besyv med på Facebook. Det er også på Facebook, at man i det hele taget kan se mere omg Ringsted Børnefestival.

Festival på skoleskemaet
For mange af kommunens børn og unge er Ringsted Børnefestival altså ikke kun en enkelt dag med gode oplevelser. Der vil således blive tilbudt læringsforløb, som knytter sig direkte til Børnefestivalens indhold.

Derudover vil de ældste elever igen i år blive inviteret til at indtage en vigtig rolle, når de uddannes til blandt andet ansigtsmalere, legepatruljer og mange andre spændende aktiviteter.

På den måde realiseres Børnefestivalens vigtige formel »børn laver festival for børn«.

Fakta om Ringsted Børnefestival 2018
Tid og sted: Lørdag den 9. juni 2018 kl. 10.00-17.00 i Ringsted Sportcenter og Lystanlægget.

Køb billetter: Fra på torsdag den 16. november kl. 10.00 sættes billetter til salg til »Det Bedste Fra MGP 2018«.
Billetpris: 25 kr. eksklusiv gebyr.

Man kan købe billetter via www.ringstedboernefestival.dk – øvrige shows vil blive sat til salg løbende.

Det var en festlig dag, da Ringsted Børnefestival løb af stablen sidste år: