Hvert år sender Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub et ungt menneske på et årligt studieophold et sted i verden. Tilsvarende modtager klubben et ungt menneske, der skal opholde sig i Ringsted i et år.

Ringsted Sct. Bendts Rotaryklubs medlemmer har netop mødt sin nye udvekslingsstudent Alejandro Gilmer Morrilo, der er 16 år og fra Peru. Alejandro skal gå på Midtsjællands Gymnasium i det kommende skoleår, og han skal bo hos tre forskellige værtsfamilier i Ringsted, så han lærer den danske levevis at kende.

Ved samme lejlighed sagde medlemmerne velkommen hjem til 16-årige Sebastian Bruun De Neergaard fra Jystrup. Sebastian har været på års ophold i Green Bay, Wisconsin, USA – betalt af Rotary. Han gik på den lokale high school og boede hos forskellige værtsfamilier.

– I øjeblikket søger vi efter egnede unge mennesker, der ønsker at blive sendt ud i skoleåret 2019/20. Hvis nogle er interesserede, så opfordrer vi dem til at kontakte os for at få mere information om, hvad Rotarys udvekslingsprogram går ud på, siger counsellor Kim Arthur Nielsen fra Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub. Han kan kontaktes på telefon 2112 3565 og e-mail kimarthurnielsen@gmail.com

Rotarys program
Hvert år udveksles omkring 200 unge danskere med unge fortrinsvis fra USA, Sydamerika og Australien. På verdensplan omfatter denne ungdomsudveksling inden for Rotary International næsten 8.500 unge årligt.

Programmets formål er at fremme international forståelse ved at gøre det muligt for unge mennesker at opholde sig i fremmede lande, så de gennem et års ophold kommer til at opleve andre folkeslags levevis og skikke samt følge deres skole i omgivelser helt forskellige fra deres hjemlige forhold.

Programmet er med til at modne de unge og udvide deres horisont, når de skal leve sammen med og indordne sig under folk fra en anden kultur, religion og race end deres egen.

Ungdomsudvekslingen omfatter fortrinsvis Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Chile, Colombia, Indien, Japan, Mexico, New Zealand, Peru, Sydafrika, Taiwan, Thailand og USA samt en række europæiske lande.

Udvekslingen omfatter et skoleår, oftest fra august til juni. De unge bor sædvanligvis hos tre til fire familier. De er knyttet til en Rotaryklub, som under opholdet er deres værtsklub. Og de får deres skolegang i en nærliggende skole, så de ikke behøver at skifte skole, når de skifter familie.

– Det er en kæmpe oplevelse at tage imod en student på 16-18 år fra udlandet, som stort set ikke kender noget til Danmark. Vi har i over 30 år sendt unge ud i verden og har modtaget unge her i Ringsted. Et sådant ophold giver venskaber for livet og øger forståelsen for andre kulturer, siger counsellor Kim Arthur Nielsen.

Sct. Bendts Rotaryklub søger unge mennesker i alderen 16-18 år som vil være udvekslingsstudenter. Alejandro Gilmer Morrilo (tv) er netop ankommet fra Peru og klar til et års ophold i Danmark. Sebastian Bruun De Neergaard fra Jystrup kom tilbage til Danmark i sommerferien efter et år på high school i Wisconsin, USA. Foto: Added Value Communication