Når Birthe Kjær optræder i Ringsted Kongrescenter i forbindelse med hendes 50 års jubilæumsshow og 70 års fødselsdag den 3. og 4 november, vil det være for fulde huse.

Foto: Ringsted Kongrescenter

1800 gæster over to dage kan glæde sig til en Birthe Kjær i topform.

Jubilæet bliver markeret med et imponerende show, hvor Birthe får et 12 mands stort orkester i ryggen – Feel Good Band med blæsere, strygere og korsangere. Dette er en enestående mulighed for at høre Birthe Kjær, som den fremragende sangerinde og fortolker hun er.

Repertoiret kommer til at vise imponerende bredde, hvor man blandt andet kan opleve hende fortolke klassikere som Frank Sinatras ‘My Way’ med lyden af Big Band i ryggen.

At koncerten spænder vidt, er der ingen tvivl om – lige fra at gå til bal uden trusser til ‘Den blå Anemone’ og over til ‘Once in my life’ videre til Grand Prix sange og fra smukke ballader til dansktophits som ‘Den knaldrøde gummibåd’ og ‘Sommer og sol’.

Alt sammen pakket ind i en elegant lys- og sceneproduktion med visuals, hvor publikum blandt andet bliver taget med på en tur ned ad Memory Lane og nostalgiens vej med højdepunkter fra Birthe Kjærs lange karriere.