Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/08/28 til 2020/09/08.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Køgevej / Kværkebyvej, Ringsted

Kl. 07.54 var det sket et færdselsuheld, idet en bilist og en cyklist var stødt sammen på Køgevej ved Kværkebyvej. Ambulancepersonale var sammen med en lægehelikopter sendt til uheldsstedet, hvor politiet fik kontakt til en kvæstet, 13-årig pige fra Ringsted og en uskadt, 85-årig mand fra Bjæverskov. Pigen blev tilset af ambulancepersonalet og herefter fløjet med lægehelikopteren til Rigshospitalet til undersøgelse. Uheldsstedet blev afspærret, så bustrafikken og trafikken generelt blev omlagt, medens politiet med assistance fra en tilkaldt bilinspektør undersøgte uheldsstedet og de implicerede køretøjer. Ud fra bilinspektørens undersøgelser sammenholdt med forklaringer fra vidner og den 85-årige bilist har politiet kunnet konkludere, at uheldet skete, efter at cyklisten var kørt ad Køgevejs cykelsti i østlig retning. I krydset ved Kværkebyvej begyndte hun i forbindelse med en svingning at krydse Køgevej og blev herunder påkørt af den 85-årige bilist, der i en personbil kørte ad Køgevej mod øst. Cyklisten anvendte ikke cykelhjelm og røg op over bilens front, inden hun ramte bilens frontrude. Den 13-årige pige blev indlagt på Rigshospitalet til behandling for et benbrud og muligt kvæstelse i hovedet. Kl. ca. 09.30 blev afspærringen af Køgevej helt ophævet, da politiets undersøgelser var afsluttet, og den implicerede bil var blevet bugseret væk.

Udenlandsk butikstyv – Huginsvej, Ringsted

Kl. 16.27 var politiet sendt til en udenlandsk butikstyv i Fakta i Ringsted, hvor personalet havde tilbageholdt en mistænkt. Patruljen traf en 31-årig mand fra Litauen, som havde taget en ramme øl og fire Red Bull energidrik til en samlet værdi af 166 kr, som han havde gemt i sin taske. En medarbejder havde desuden bemærket, at den mistænkte også havde drukket nogle øl, mens han befandt sig i butikken. Ved kassen betalte han kun for en Red Bull, hvorefter han forlod butikken, men blev standset af personalet og bedt om at følge med. Den 31-årige blev sigtet for butikstyveri og afhørt til sagen, som han erkendte. Han betalte en straksbøde, hvorefter han fik lov til at gå.

Mand faldt ned fra taget – Nyhusvej, Ørslev, Ringsted

Kl. 09.07 fik politiet via alarm 112 melding om, at en person var kommet til skade i forbindelse med noget tagarbejde på en privat adresse. Inden ankomsten til uheldsstedet fik politiet oplysninger om, at den tilskadekomne var fløjet med lægehelikopteren til Rigshospitalets traumecenter til undersøgelse og behandling for et hovedtraume. Det viste sig, at den tilskadekomne var en 72-årig mand fra Vig, som havde hjulpet med et tagarbejde på en ladebygning. Han faldt under arbejdet gennem taget og ned på et betongulv, hvorfor han pådrog sig et hovedtraume. Politiet kunne konstatere, at der på arbejdsstedet var opsat sikkerhedsudstyr mod fald. Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som Arbejdstilsynet vil undersøge nærmere i samarbejde med politiet i et forsøg på at få klarlagt, om nogen kan drages til ansvar. Den tilskadekomne er fortsat indlagt på Rigshospitalet til fornøden behandling og meldes i stabil tilstand.

Færdselsuheld – Roskildevej, Snekkerup, Ringsted

Kl. 10.55 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor tre bilister var impliceret, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at en 66-årig mand fra Ringsted i det nordgående spor var standset med sin personbil og afventede modkørende, inden han ville svinge til venstre ind til en privat ejendom. Medens han afventede modkørende, blev han påkørt bagfra af en anden personbil ført af en 62-årig mand fra Ringsted. Påkørslen medførte, at den 66-åriges bil blev skubbet over i den modsatte kørebanehalvdel, hvor bilen blev påkørt af en tredje personbil ført af en 19-årig mand fra Borup i sydgående retning ad Roskildevej. Han så sammenstødet mellem de to bilister ske, men kunne ikke undgå selv at blive involveret. Den 62-årige mand blev bragt på skadestuen til kontrol, men var ligesom de to øvrige bilister sluppet uskadt fra uheldet.

Færdselsuheld – Østre Ringvej / Kærup Parkvej, Ringsted

Kl. 22.36 fik politiet en henvendelse fra en bilist om, at en varebil var kørt ligeud i en rundkørsel og nu var forulykket. Det viste sig, at en 32-årig mand fra Letland som fører af en dansk registreret varebil var kørt ad Østre Ringvej mod syd og formentlig med for høj hastighed, så han i rundkørslen ved Kærup Parkvej var kørt ligeud i rundkørslen. Herved havde han påkørt en lygtepæl, så gadebelysningen på stedet var gået ud. Et elselskab blev derfor tilkaldt til at foretage reparation, så rundkørslen ikke henlå i mørke. Der var tale om et solouheld, og den 32-årige fører slap uskadt fra uheldet.

Solouheld – Tvindelstrupvej, Ringsted

Kl. 16.14 kørte en 72-årig kvindelige bilist fra Ringsted galt, da hun er uvisse årsager havnede i grøften på Tvindelstrupvej ud for nr. 38. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 72-årige havde fået en flænge i armen, som blev behandlet af ambulancepersonalet. Hun var ikke kommet alvorligt til skade, men blev kørt til sygehuset til behandling og kontrol. Politiet registrerede uheldet.

Mand sigtet for blufærdighedskrænkelse – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 03.10 anmeldte en 33-årig mand fra Ringsted, at han kort forinden havde været udsat for blufærdighedskrænkelse på Ringsted Station. Den 33-årige var på stationen sammen med sin kone, og gik ind i stationsbygningen for at købe pladsbillet til hustruen. Her mødte han en mand, som så ud til at have brug for hjælp. Manden gav den 33-årige hånden og ville i første omgang ikke slippe igen, men trykkede hårdere og reagerede opfarende. Den ukendte mand slap den 33-åriges hånd og trak herefter pludselig sine busker helt ned til anklerne og blottede sit underliv for den 33-årige.

Den rystede 33-årige mand skyndte sig ud og ringede til politiet, som sendte en patrulje til stedet. Den mistænkte mand var stadig ved stationen, da patruljen ankom. Den 33-årige udpegede ham for politiet, som anholdt den mistænkte, en 36-årig mand fra Syrien med adresse i Skive, som blev sigtet for blufærdighedskrænkelse og taget med til politistationen til afhøring. Den 36-årige nægtede forholdet, men erkendte at han havde opholdt sig i stationsbygningen. Efter endt afhøring og sagsbehandling blev den 36-årige løsladt tidligt torsdag morgen. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sagen, når den skal afgøres.

Ny anmeldelse om vold og flere tip i sagen – Ringsted

Siden medierne i går onsdag, udsendte en efterlysning af vidner og ofre til vold, begået lørdag d. 29. august 2020 i Ringsted, har politiet fået mange henvendelser fra borgere. Der er kommet flere gode tips, som politiet nu arbejder videre med, for at finde frem til den mistænkte mand. Politiet vil dog stadig gerne i kontakt med de mulige ofre, som blev beskrevet i efterlysningen onsdag.

En 73-årig kvinde fra Ringsted anmeldte onsdag kl. 13.10, at hun også var blevet udsat for vold formentlig af samme mand, som politiet havde efterlyst i går. Pårørende havde læst om den efterlyste mand og underrettet anmelderen herom, hvorefter hun anmeldte telefonisk til politiet, at hun samme lørdag omkring kl. 11.30 efter indkøb gik ad Tinggade og passerede en bænk, hvor en mand sad med et par flasker spiritus ved siden af sig. Da hun passerede, rejste manden sig og sparkede hende pludselig på det ene lår og ballen uden at sige noget.

Hun skyndte sig videre og beskrev voldsmanden som en 30-40 årig, østeuropæisk udseende mand, ca. 175 cm høj og med en hætte trukket op over hovedet. Denne anmeldelse indgår nu sammen med de øvrige sager om vold, som manden kan mistænkes for i Ringsted.

Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Vidner og ofre ønskes identificeret i voldssager fra den forgangne weekend – Ringsted

Lørdag eftermiddag mellem kl. 16 og 17 blev en 79-årig kvinde fra Ringsted overfaldet, mens hun luftede sin hund i området omkring Anlægsvej/Haraldsvej ved Ringsted Stadion. På stien langs Anlægsvej så hun en ukendt mand, som kom imod hende. Hun bemærkede ham, idet han var iført en frakke og en del tøj indenunder, hvilket var varmt for årstiden. Den 79-årige gik videre ad Haraldsvej, hvor hunden standsede for at snuse. I det samme kom manden fra tidligere bagfra og sparkede kvindens hund. Herefter slog han den 79-årige kvinde i ansigtet med knytnæve, hvorefter han fratog kvinden hendes metalstok, som han slog hende på skulderen med. Manden talte uafbrudt på et ukendt fremmedsprog under overfaldet. Herefter forlod manden stedet i retning mod stisystemet, hvorfra han var kommet. Den 79-årige pådrog sig ingen alvorlige skader som følge af overfaldet. Søndag over middag anmeldte den 79-årige sagen til politiet, som efterfølgende afhørte kvinden til sagen.

Senere lørdag aften omkring kl. 19.35 blev en 36-årig kvinde fra Ringsted overfaldet på Kærup Parkvej, da hun var ude at lufte sin hund. Da hun nærmede sig stisystemet, som fører over motorvejen, blev hun mødt af en mand, der kom cyklende imod hende. Hendes hund kom med et bjæf, hvorefter manden standsede og steg af cyklen. Den ukendte mand gik hen imod den 36-årige, som han slog flere gange i hovedet, og han sparkede ud efter kvinden uden at ramme. Manden talte på et fremmed sprog til kvinden. Efter overfaldet kørte manden af sted på sin cykel i samme retning, som han var kommet fra. Kort efter blev den 36-årige kontaktet af en mand i 60-års alderen, som også havde truffet den udenlandsktalende mand, der havde kastet ting efter ham og hans kone. Umiddelbart efter overfaldet anmeldte kvinden sagen til politiet, og en patrulje blev sendt til hendes hjem, hvor hun blev afhørt til sagen.

Den mistænkte mand beskrives som: 20-40 år, 170-175 cm, østeuropæisk af udseende, lys i huden og rundt hoved med kort brunt hår. Han var iført: Mørk trekvart-lang frakke, løse jeans, lyse sko/sneakers. Han talte meget på et ukendt fremmedsprog. Han medbragte en større blå/hvid plastikpose med hank.

Siden anmeldelserne har politiet efterforsket sagerne, og politiet formoder, at der er tale om samme mand, som står bag flere voldelige episoder i Ringsted. Under efterforskningen er det desuden kommet frem, at en mand med lignende signalement tidligere lørdag eftermiddag omkring kl. 15.30 havde skubbet eller slået en yngre mand ved indgangspartiet til Ringsted Svømmehal. Det er ikke lykkedes politiet at identificere den yngre mand, som kan være forurettet i en voldssag. Politiet vil meget gerne i kontakt med personer, som kan have haft oplevelser med eller truffet den mistænkte, beskrevne mand.

Politiet vil også gerne i kontakt med den ca. 60-årige mand, som kontaktede den 36-årige kvinde på Kærup Parkvej. Han var ifølge den forurettede kvinde kommet cyklende forbi hende og havde selv taget kontakt. Han og hans kone kan være forurettede i sagen, idet de fik kastet sten imod sig.

Borgere som i øvrigt har set den beskrevne mand i Ringsted både før og efter episoderne lørdag, eller vidner, som har overværet de voldelige overfald, bedes kontakte politiet i Ringsted på tlf. 114.

Uheld i rundkørsel- Næstvedvej/Ahorn Alle/Bragesvej – Ringsted

kl. 07.56 skete et sammenstød imellem en bil og en knallert i en rundkørsel. Bilen, som blev ført af en 56-årig kvinde fra Rude, kørte ad Næstvedvej og skulle videre lige ud. Hun kørte derfor ud af 2. afkørsel i rundkørslen, men overså en 16-årig ung kvinde på knallert, som kørte i rundkørslen. Knallerten kom fra Bragesvej og skulle videre ad Ahorn Allé.
Bilen påkørte knallerten, så den væltede og den 16-årige slog sig, men ingen personer kom til skade ved uheldet. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet.

Lastbil påkørte skiltevogn – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 11.54 påkørte en lastbilchauffør en skiltevogn, som holdt stille i nødsporet på Vestmotorvejen. Lastbilen kørte ind i skiltevognen, så der skete store skader på køretøjerne. Politi og ambulance blev sendt til stedet, men ingen personer var kommet til skade. En betjent med ekspertise inden for tungvognskontrol blev tilkaldt og gennemgik lastbilen og tachografen (fartskriveren), men der blev ikke fundet nogen fejl eller færdselslovsovertrædelser. Politiet optog rapport om uheldet, og en ny skiltevogn blev tilkaldt til at regulere trafikken.

Indbrud i Perioden

Tranevej, Ringsted
Turøvej, Vollerslev, Ringsted
Haraldstedvej, Haraldsted, Ringsted