Tag med Biblioteket i Pavillonen til koncert med sangerinden Barbara Moleko. Det er torsdag den 12. november kl. 19.30-21.15.

Min swag den er helt min egen
Det var kæmpehittet ”Helt min egen” med rapperen L.O.C, der kickstartede sangerinden Barbara Molekos popularitet i 2012. Samarbejdet med den etablerede rapper L.O.C betød, at hun hurtigt fik banet sig vej ind i mange danskeres bevidsthed som en ny og spændende dansk artist, man skulle holde øje med.

Med en opvækst i både Mozambique, Sydafrika og Vanløse har den folkekære sangerindes liv været et sansebombardement af billeder – fra sydens støv til nordens stenbro. Fra afrikansk jazz og amerikansk soul til danske viser. Og det hele kommer til udtryk i hendes lydunivers.

Barbara Moleko formår at skrive sange med en umiddelbar enkelhed, som alligevel rammer noget dybere. Hendes smukke stemme er nærmest en naturkraft, som kan vælte de fleste omkuld. Med to succesfulde albums i ryggen, og deltagelse i ”Toppen af Poppen”, kan man vist godt sige, at Barbara Moleko er blevet dansk folkeeje.

Nu har du mulighed for at møde sangerinden Barbara Moleko og opleve hende i fuldt flor, når hun for første gang kommer til Ringsted og optræder til en koncert med Biblioteket i Pavillonen.

Tilmelding og billetter
Barbara Moleko giver koncert med Biblioteket i Pavillonen torsdag den 12. november kl. 19.30-21.15. Billetterne koster 230 kr. eller 205 kr. for medlemmer af biblioteksklubben KULT. Billetterne kan købes online via ringstedbib.dk.

På grund af corona mødes deltagerne ikke først på biblioteket, men går direkte til Pavillonen i tidsrummet 19.30-20.00. Der er ingen pause til koncerten, så der er desværre ikke mulighed for at købe drikkevarer, men med i billetten er en lille doggybag med nogle forfriskninger, som ligger på din plads. Koncerten slutter kl. 21.15.

Foto: Barbara Moleko