Nyt show i salg! Tobias Dybvad – Levemand 26. marts 2022

Skal man have fået en dødsdom for at sætte pris på livet? spørger Tobias Dybvad i sit nye stand-up show Levemand. Showet hylder det positive livssyn, bl.a. gennem historier om hans eget opgør med den “indre dumme stemme”. “Man kan simpelthen ikke bo i Danmark og blive i dårligt humør over, at det regner. Så har man gjort det rigtig svært for sig selv,” giver Dybvad som eksempel på den brok, han spidder i showet. Levemand bliver et gensyn med den legende satiriske comedy-stil, der har gjort Dybvad til en af landets mest populære komikere.

Dybvad har for længst gjort op med den bekymrede tilgang til tilværelsen, som han havde med hjemmefra: “Vi havde ikke så mange midler, og når min far skulle skrælle kartofler, gik han meget op i at ramme den rette mængde. Hvis der var kartofler tilovers efter middagen, havde han jo skrællet for mange. Var gryden til gengæld tom, var det også galt, for så havde han lavet for lidt. Og min far gjorde sig jo i virkeligheden bare umage, men når man ser det udefra som voksen, er det jo skrupskørt. Kog nu bare 4 kartofler for meget og lav en kartoffelmad i morgen,” siger Dybvad; “For ellers er der rigtig meget at ærgre sig over, og det er spild af tid.”

Som altid kan man af Tobias Dybvad forvente et gennemarbejdet show med et knaldhøjt teknisk niveau og den stramme og legesyge levering, som han er kendt for. Får man ikke et mere positivt livssyn af showet, er man i hvert fald garanteret halvanden times godt humør.

Bestil billetter til showet i Ringsted Kongrescenter her. 

Pressefoto