Torsdag den 30. juni fik Ringsted Sct. Bendts Rotaryklub ny præsident.

Det skete, da klubbens præsident fra Rotary-året 2022-2023, Carsten Olsen på et møde overdrog hvervet – og præsidentkæden – til klubbens nye præsident for 2023-2024, Bo Christiansen, Ringsted.

Den nye Rotary-bestyrelse for 2023-24 består af præsident Bo Christiansen og præsident-elect Simon Fjord, mens Carsten Olsen indtræder på posten som past-præsident. Øvrige medlemmer i den nye bestyrelse er sekretær Piet Zacchi, kasserer Torben Ridder, ugebladsredaktør Torsten Svendsen og klubmester Martin Falk Rømer.

Rotary er et lokalt og internationalt netværk for aktive erhvervsfolk, ledere og selvstændige, der ønsker at udvikle deres erhvervsmæssige kompetence.

Rotaryklubber er for folk i ledelsesmæssige funktioner i private og offentlige virksomheder eller selvstændige, som på tværs af faggrænser ønsker at lære andre ledere at kende, skabe netværk og trække på hinandens erfaringer. Den lokale Rotary-klub er således del af en verdensomspændende organisation, der giver mulighed for menneskelig og faglig udvikling på tværs af faggrænser og niveau.

Ringsted Sct. Bendts Rotary Klub har 49 medlemmer. I det forgangne Rotaryår har klubben optaget otte nye medlemmer.

Ringsted Sct. Bendts Rotary Klubs nye præsident Bo Christiansen (tv) har overtaget præsidentkæden fra sin forgænger, Carsten Olsen. Foto: Ringsted Sct. Bendts Rotary Klub